FOB 07.91

Anvendelsesområdet for § 24, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven

03-01-2007

En anmodning om erstatning efter arbejdsskadesikringsloven kan afvises hvis skaden er anmeldt for sent (formel afvisning), eller hvis skaden ikke er omfattet af loven fordi den ikke skyldes arbejdet eller de forhold det er foregået under (indholdsmæssig afvisning).

Efter lovens § 24, stk. 1 (den nuværende § 41, stk. 1), kan en afvist sag genoptages inden for fem år hvor skadelidte eller efterladte har fået meddelelse om at skaden ”ikke er omfattet af loven”.

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen havde i en konkret sag afvist en anmodning fordi den var indgivet for sent. Senere havde myndighederne afvist at genoptage sagen bl.a. med henvisning til § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1).

På den baggrund rejste ombudsmanden en generel sag af egen drift.

Myndighederne var af den opfattelse at reglen i § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), omfatter alle afviste sager, dvs. såvel formelle som indholdsmæssige afvisninger.

Ombudsmanden var ikke enig i denne fortolkning af § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1). Han mente at udtrykket ”ikke er omfattet af loven” alene sigter til afvisning med den begrundelse at der ikke foreligger en arbejdsskade i lovens forstand. Bestemmelsen omfatter efter ombudsmandens opfattelse ikke formelle afvisninger. En genoptagelsesanmodning skal derfor i disse tilfælde ikke bedømmes efter § 24, men efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om genoptagelse. Dette har bl.a. den betydning at femårsreglen i § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), ikke finder anvendelse.

Myndighederne oplyste at man i øvrigt anser betingelserne for genoptagelse efter § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), for lempeligere end kravene til forvaltningsretlig genoptagelse. Denne oplysning noterede ombudsmanden sig.

Myndighederne tog ombudsmandens retsopfattelse til efterretning og tilkendegav at de ville indrette sagsbehandlingen i overensstemmelse hermed.  Man ville endvidere overveje behovet for lovændringer. Ombudsmanden bad om at blive underrettet om resultatet af disse overvejelser.
(J.nr. 2005-1902-023).