En kommune traf afgørelse om ophør af sygedagpenge. Kommunen vurderede, især på grundlag af erklæring fra egen læge, at det ikke var overvejende sandsynligt at revalidering ville blive iværksat.
Efter at kvinden havde klaget til det sociale nævn over kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge, indhentede kommunen en supplerende udtalelse hos hendes egen læge for at få afklaret forståelsen af den oprindelige erklæring. På grundlag af den nye erklæring fastholdt kommunen sin afgørelse og sendte sagen videre til det sociale nævn.
Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde partshørt den sygemeldte kvinde over lægeerklæringerne fra hendes egen læge.
Ombudsmanden var i øvrigt enig i at den oprindelige erklæring var tvetydig. Under hensyn til denne tvetydighed mente ombudsmanden ikke at den oprindelige erklæring havde været tilstrækkelig til at vurdere om kvinden opfyldte betingelserne for forlængelse af sygedagpengeperioden.
Kvinden havde ikke i sin klage til det sociale nævn klaget over at en række sagsbehandlingsregler ikke var fulgt af kommunen.
Ombudsmanden var af den opfattelse at det sociale nævn af egen drift skal kontrollere om en kommune har overholdt de sagsbehandlingsregler der har karakter af garantiforskrifter. Ombudsmanden var enig med Den Sociale Ankestyrelse i at opfølgningsbestemmelsen i § 24, stk. 1 og 2, i sygedagpengeloven og bestemmelserne i retssikkerhedslovens §§ 4-7 er garantiforskrifter. Ombudsmanden mente derfor det var beklageligt at det sociale nævn ikke af egen drift havde bedømt om kommunen i den konkrete sag havde opfyldt disse regler, og om det i benægtende fald skulle have nogen konsekvens. (J.nr. 2000- 2386-025).