Told- og skattefogeden foretog efter ønske fra Told og Skat tre på hinanden følgende udlæg i en mands sommerhus. Bl.a. med henblik på at nedbringe sin restance til Told og Skat satte manden sommerhuset til salg. Told og Skat aflyste de to første udlæg i sommerhuset. Dette medførte at Told og Skat rykkede ”ned” i prioritetsordenen og modtog 41.600 kr. mindre ved salget. Manden havde ikke fradragsret for renter af gælden til skattemyndighederne.
Ombudsmanden mente det var beklageligt at skattemyndighederne, urigtigt, havde lagt til grund at provenufordelingen ikke havde haft økonomisk betydning for manden. Endvidere mente ombudsmanden det var bedst stemmende med god forvaltningsskik om Told og Skat havde orienteret manden om dels at Told og Skat havde taget spørgsmålet om de to udlæg op til fornyet overvejelse, dels at Told og Skat var blevet bekendt med at såfremt man så bort fra disse udlæg ved udlodning af provenuet, ville dette medføre en ringere dækning af Told og Skats tilgodehavende. Ombudsmanden anførte at myndigheder så vidt muligt bør sikre den bedst mulige dækning af offentlige restancer hvorfor Told og Skat ikke burde have aflyst de to udlæg. Endelig mente ombudsmanden det var beklageligt at Told og Skat ikke allerede ved mandens første henvendelse tog stilling til om nedlysning burde finde sted, og at Told- og Skattestyrelsen burde have påtalt dette over for told- og skatteregionen. (J.nr. 1999-2472-227).