Kirkeministeriet havde givet en ansøger afslag på ansættelse i en midlertidig stilling som sognepræst med forpligtelse til at betjene et hospital. Afslaget var begrundet med at ansøgeren havde givet udtryk for at han under ingen omstændigheder ville foretage nødvielse af fraskilte.
Ombudsmanden fastslog at den ret som en præst har til at nægte at foretage vielse af fraskilte, gælder i samme omfang ved nødvielser som ved almindelige vielser. Ansættelsesretligt kan det derfor ikke danne grundlag for disciplinær sanktion eller diskretionær afskedigelse hvis en præst af samvittighedsgrunde nægter at vie fraskilte.
Ved ansættelse i den offentlige forvaltning er der i almindelighed ikke mulighed for at lægge vægt på forhold som ikke vil kunne indgå som et sagligt kriterium i forbindelse med en afskedigelse. Ombudsmanden mente dog at det ikke ganske kunne udelukkes at Kirkeministeriet ved besættelse af en ledig stilling som hospitalspræst mv. ville være berettiget til at lægge vægt på en ansøgers tilkendegivelser om nødvielse af fraskilte. Kirkeministeriet måtte imidlertid i en sådan situation kunne sandsynliggøre at nødvielse under omstændigheder hvor det er umuligt at tilkalde en anden præst, ville være et ikke ubetydeligt led i ansættelsesforholdet. Da denne betingelse ikke var opfyldt i den konkrete sag, var Kirkeministeriet ikke berettiget til at lægge vægt på ansøgerens tilkendegivelser om nødvielse af fraskilte. (J.nr. 1998-1194-810).