Direktoratet for Kriminalforsorgen afslog et ønske om aktindsigt fra en undvegen fange. Direktoratet henviste til at ønsker om aktindsigt i visse tilfælde kan afvises uden udtrykkelig lovhjemmel, og henviste også til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, hvorefter hensynet til straffuldbyrdelsen kan begrunde at visse oplysninger undtages fra aktindsigt. Direktoratet mente ikke at den retsstridige adfærd, som består i at en person unddrager sig strafudståelse, bør understøttes af det offentlige. Direktoratet udtalte endvidere at den undvegnes ret til at lade sig repræsentere i sagen efter forvaltningslovens § 8 kan begrænses hvis interessen i at kunne lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige interesser.
Ombudsmanden udtalte at den ulovhjemlede adgang til at nægte aktindsigt ikke fandt anvendelse med direktoratets argumenter. Ombudsmanden udtalte videre at afslag på aktindsigt med henvisning til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, ville kræve at de dokumenter som begæringen om aktindsigt rettede sig imod, indeholdt oplysninger som den pågældende ville kunne gøre brug af til fortsat unddragelse. Ombudsmanden var heller ikke enig i at imødekommelse af en aktindsigtsbegæring fra en undvegen fange generelt er udtryk for at man derved "understøtter" den pågældendes unddragelse fra straffuldbyrdelsen.
For så vidt angik muligheden for at begrænse adgangen til partsrepræsentation i forvaltningslovens § 8, stk. 2, var det ombudsmandens opfattelse at den er snæver og først og fremmest retter sig mod andre (mere praktiske) situationer end den foreliggende.
Ombudsmanden henstillede til Direktoratet for Kriminalforsorgen at træffe en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 1999-2827-601).