Når en udenlandsk borger klager til Udlændingestyrelsen over at have fået afslag på visum til et kortvarigt ophold i Danmark, er sagsbehandlingstiden så lang, at en del klagere frafalder klagen eller ansøger om visum på ny i stedet for at afvente klagesagen.
En netop afsluttet undersøgelse fra Folketingets Ombudsmand viser, at styrelsen i 1. halvår 2025 i gennemsnit brugte 15-16 måneder på at behandle en klagesag over afslag på visum.
”En sagsbehandlingstid på et år eller mere er efter min opfattelse alt for lang i sager af denne karakter. Der er samtidig en risiko for, at klageadgangen i praksis mister sin betydning, fordi Udlændingestyrelsens afgørelse kommer så sent, at den ikke længere har nogen reel værdi for den klagende part”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.
Ombudsmandens undersøgelse viser også, at myndighedernes sagsbehandlingstid er steget siden starten af 2024, hvor Udlændingestyrelsen i gennemsnit brugte cirka 9 måneder på at afgøre klagesagerne.
Beder om ny status
Udlændingestyrelsen har oplyst, at den stigende sagsbehandlingstid skyldes, at styrelsen har måttet prioritere arbejdet med ansøgninger, som styrelsen har skullet behandle i første instans – altså ikke klagesager. For førsteinstanssagerne gælder der en lovbestemt frist for behandlingen, og der har været en betydelig stigning i antallet af disse ansøgninger.
Ombudsmanden noterer sig, at antallet af verserende klagesager er steget siden 2024, og at et ikke ubetydeligt antal af sagerne har en foreløbig sagsbehandlingstid på mere end et år. Desuden har styrelsen ikke oplyst nærmere om konkrete tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiden.
På den baggrund vil ombudsmanden fortsat følge med i udviklingen af sagsbehandlingstiden. Og han forventer at bede Udlændingestyrelsen om at komme med en ny status efter udgangen af 1. halvår 2026.
Læs hele ombudsmandens udtalelse.
Yderlige oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03
Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) af 13. juli 2009 (810/2009) – som ændret ved forordning (EU) af 20. juni 2019 (2019/1155) – om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeksen) indeholder regler om sagsbehandlingstiden i førsteinstanssager om ansøgninger om visum.
Det følger af visumkodeksens artikel 23, at der som udgangspunkt skal træffes beslutning om en ansøgning om visum inden for 15 kalenderdage. Denne frist kan i individuelle tilfælde forlænges til højst 45 kalenderdage, navnlig når det er nødvendigt at gennemgå ansøgningen nærmere.
Hverken visumkodeksen eller anden lovgivning indeholder særlige regler om sagsbehandlingstiden i klagesager på visumområdet. Krav om hurtighed i førsteinstansen må imidlertid efter ombudsmandens opfattelse indgå i vurderingen af, hvor lang en sagsbehandlingstid der kan anses for rimelig i klageinstansen.