En tidligere ansat i et stift klagede til biskoppen over en sognepræst i stiftet. Biskoppen sendte klagen i høring hos præsten, der kom med en udtalelse i sagen. Klageren søgte om aktindsigt i udtalelsen, hvilket stiftet afviste.
Klageren indbragte afslaget for Kirkeministeriet, der stadfæstede stiftets afgørelse med henvisning til, at udtalelsen indgik i præstens personalesag. Ifølge ministeriet har kun den ansatte selv ret til såkaldt ”egenacces” (indsigt i oplysninger om en selv) i vedkommendes personalesag.
Det er ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden udtaler, at retten til egenacces i personalesager ikke kun gælder for den ansatte selv, men også for andre, hvis personlige forhold omtales i personalesagen.
”Retten til at få indsigt i oplysninger om en selv er en grundlæggende individuel rettighed, der er mere vidtgående end den ret til aktindsigt, som tilkommer enhver efter offentlighedslovens almindelige regler. Retten til indsigt i oplysninger om en selv gælder således som udgangspunkt også i tilfælde, hvor oplysningerne indgår i en anden persons personalesag”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Ombudsmanden henstiller, at Kirkeministeriet genoptager sagen og træffer en ny afgørelse. Ombudsmanden har ikke taget stilling til, om klageren i sidste ende vil kunne få den ønskede aktindsigt, idet ministeriet først skal vurdere sagen efter de korrekte regler.
Læs ombudsmandens udtalelse.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91
Områdechef Jacob Christian Gaardhøje, tlf. 33 13 25 12