En handicappet kvinde klagede til ombudsmanden, fordi hun ikke længere kunne få hjælp af myndighederne.
Kvinden har søvnapnø og har brug for en såkaldt CPAP-maske for at kunne sove om natten. Hun har også en funktionsnedsættelse, der indebærer, at hun ikke selv kan sætte CPAP-masken på, hvis hun har været oppe, eller den sætter sig skævt i løbet af natten.
CPAP-masken og den medfølgende maskine blev bevilget af et hospital i Region Hovedstaden som led i behandlingen af kvindens søvnapnø. Hun er i dag tilknyttet et hospital i et åbent forløb, der giver hende mulighed for at komme til kontrol på hospitalet uden en henvisning fra egen læge.
Kommunen bevilgede kvinden hjælp i hjemmet på grund af hendes handicap, men gav afslag på hjælp til CPAP-masken om natten. Kommunen mente nemlig, at regionen var ansvarlig for kvindens behov for hjælp med masken.
Heller ikke Region Hovedstaden sørgede for hjælp til kvinden om natten, da regionen mente, at den opgave påhvilede kommunen.
Ombudsmanden har på baggrund af klagen fra kvinden foretaget en undersøgelse af myndighedsansvaret. Og han konkluderer, at ansvaret for at hjælpe kvinden ligger hos Region Hovedstaden. Det skyldes, at der i det konkrete tilfælde er tale om et behandlingsredskab, der er blevet udleveret til kvinden som led i fortsat sygehusbehandling for at sikre, at hun ikke får det værre.
”En region kan ikke overlade ansvaret for behandlingen af en patient til en kommune, bare fordi patienten er i behandling hjemme hos sig selv, hvor hun får hjælp til andre ting af kommunen. Hvis der er tale om fortsat sygehusbehandling, skal regionen sørge for, at behandlingen bliver udført, uanset om det kræver hjælp, fordi patienten er handicappet. Det følger af det såkaldte sektoransvarlighedsprincip, som er et af de principper, der lovgivningsmæssigt ligger til grund for handicappolitikken”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Ombudsmanden henstiller til, at Region Hovedstaden nu foretager en vurdering af kvindens aktuelle behandlings- og hjælpebehov og i den forbindelse vurderer, hvordan og af hvem et sådant behov kan varetages. Ombudsmanden tilføjer, at regionen kan indgå en aftale med kommunen om, at kommunen rent praktisk står for at udføre hjælpen til kvinden, hvis regionen finder det sundhedsfagligt forsvarligt.
Læs ombudsmandens udtalelse.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91
Områdechef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Kommunerne yder tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje mv. til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte (servicelovens § 96, stk. 1).
Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse (sundhedslovens § 79, stk. 1, 1. pkt.). Bopælsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling mv. efter § 79 (sundhedslovens § 235, stk. 1).
Efter det såkaldte afgrænsningscirkulære (cirkulære nr. 9079 af 22. marts 2013) er det et integreret led i en sygehusbehandling at forsyne patienter med de redskaber mv., som er en naturlig og nærliggende del af behandlingsindsatsen i de tilfælde, hvor der er behov herfor. Disse redskaber mv. kategoriseres som behandlingsredskaber, og udgiften hertil afholdes af regionerne. Behandlingsredskaber er redskaber, som patienten forsynes med som led i eller fortsættelse af den iværksatte behandling med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, som er opnået ved sygehusbehandlingen, eller at forhindre forringelse af dette resultat. Det kan f.eks. være apparaturer, som anskaffes til midlertidigt eller permanent brug i hjemmet, hvor patienten har fået undervisning i brug af apparaturet på et sygehus, eller hvor patientens anvendelse af apparaturet er under en vis kontrol af sygehus el.lign.
Sektoransvarlighedsprincippet danner udgangspunktet ved afgrænsningen af, i hvilket regi et opgaveområde hører hjemme. Sektoransvarlighed betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, er ansvarlig for, at den pågældende ydelse også ydes til og er tilgængelig for mennesker med handicap. På handicapområdet betyder dette princip, at opgaverne skal løses i den sektor, hvor de hører hjemme, og ikke lægges til en bestemt sektor, f.eks. socialsektoren, blot fordi det handler om personer med funktionsnedsættelse.