9 års sagsbehandlingstid er helt uacceptabelt

29-06-2023

Det er helt uacceptabelt, at Skattestyrelsen indtil videre har brugt 9 år på at behandle en række sager om mulig tilbagebetaling af moms. Det udtaler ombudsmanden efter at have foretaget en undersøgelse. Sagskomplekset er opstået efter en EU-dom fra 2014 om moms af ydelser til investeringsforeninger (ATP-dommen).

Ombudsmanden er samtidig bekymret for, at der stadig kan gå lang tid, før styrelsen har afgjort alle sagerne i sagskomplekset.

”Uagtet at sager kan rumme komplekse juridiske problemstillinger, så har myndighederne pligt til at vurdere og afgøre dem inden for en rimelig tidsfrist. Borgere og virksomheder skal have en afgørelse, de kan komme videre med – og der er 9 år meget langt fra en acceptabel sagsbehandlingstid. Det gør ikke sagen bedre, at sagsbehandlingstiden i en række tilfælde kan blive væsentligt længere, eftersom Skattestyrelsen end ikke er begyndt at behandle en del af sagerne endnu”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger. 

Ombudsmanden iværksatte undersøgelsen på baggrund af en henvendelse fra brancheorganisationen for forsikringsselskaber og pensionskasser, F&P, der opfordrede ombudsmanden til at gå ind i sagen. En opfordring, der også blev støttet af Advokatrådet og FSR – danske revisorer.

Ombudsmanden har underrettet Folketingets Skatteudvalg om resultatet af sin undersøgelse.

EU-dom fra 2014

Sagen startede med, at EU-Domstolen i marts 2014 afsagde dom i en sag om momsfritagelse for visse ydelser til investeringsforeninger. Efter dommen anmodede en række pensionskasser og deres leverandører Skattestyrelsen om tilbagebetaling af moms.

Ombudsmandens undersøgelse viste, at der i starten af april 2023 var rejst i alt 665 tilbagebetalingskrav over for Skattestyrelsen, og at styrelsen havde oprettet i alt 963 sager. Ved udgangen af april var flere end 600 sager fortsat ikke færdigbehandlet, og i mere end halvdelen af disse – det vil sige over 300 sager – var styrelsen ikke begyndt på sagsbehandlingen.

Skattestyrelsen har oplyst til ombudsmanden, at der er udarbejdet flere styresignaler om retstilstanden på området. Styrelsen offentliggjorde senest fire styresignaler i starten af juni i år.

Skattestyrelsen har også oplyst, at der venter en kompliceret og formentlig langvarig behandling af de sager, som endnu ikke er afsluttet.

Læs ombudsmandens udtalelse.

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12

FAKTA

Der er ikke i forvaltningsloven eller anden lovgivning fastsat generelle regler om myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om, hvornår en myndigheds sagsbehandlingstid i en konkret sag eller på et bestemt sagsområde overskrider det acceptable, beror derfor – hvis der ikke er fastsat særregler – på en konkret vurdering.

Det følger imidlertid af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning altid skal behandles inden for rimelig tid.

Ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden er rimelig, ser man på bl.a.:

  • Sagens karakter
  • Omfanget af de undersøgelser, som myndigheden skal foretage
  • Den sædvanlige sagsbehandlingstid for sagstypen
  • Sagens faktiske og retlige kompleksitet
  • Om sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må anses for hastende.

Læs også ombudsmandens overblik #11 i Myndighedsguiden om sagsbehandlingstid.