Ombudsmanden: Bekymrende at borgere blev trukket i kontanthjælp på grund af mangler ved it-system

12-06-2023

Ombudsmanden finder det bekymrende, at flere tusinde borgere uberettiget fik deres kontanthjælp beskåret på grund det it-system, der skulle hjælpe kommunerne med at administrere udbetalingerne.

”For nogle borgere er kontanthjælp deres eksistensgrundlag. Myndighedernes administration af reglerne om kontanthjælp skal selvsagt være i overensstemmelse med regelgrundlaget. Bruger myndighederne it-systemer, skal disse understøtte sagsbehandlingen og medvirke til en korrekt anvendelse af lovgivningen. Det har ikke været tilfældet i denne sag, og det er gået ud over sårbare mennesker i vores samfund”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Ombudsmanden gik ind i sagen sidste år på baggrund af omtale i medierne af, at der var it-problemer ved administrationen af det skærpede rådighedskrav på kontanthjælpsområdet – den såkaldte 225-timersregel. Reglen siger, at kontanthjælpen skal nedsættes, hvis en borger har modtaget hjælp i sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år og ikke har haft 225timers ordinært arbejde inden for de seneste 12 måneder.

Ombudsmandens undersøgelse har haft fokus på de fejl, der er opstået vedrørende uberettiget nedsættelse af hjælp i forhold til 225-timersreglen, herunder it-problemer i tilknytning hertil.

It-systemet i sagen er det fælleskommunale Kommunernes Ydelsessystem (KY), der er udviklet af kommunernes it-fællesskab KOMBIT og Netcompany, og som skal hjælpe kommunerne med den digitale sagsbehandling af 225-timersreglen.

Ombudsmandens undersøgelse har haft fokus på to hovedproblemer:

  • KY har i en række tilfælde udsendt uberettigede parthøringsbreve til borgere med varsling om, at deres kontanthjælp ville blive nedsat. Det har efterfølgende ført til fejlagtige afgørelser, hvor kontanthjælpen blev nedsat, selv om der ikke var grundlag for det.
  • KY har i en række tilfælde nedsat kontanthjælpen til borgere, uden at der forinden eller samtidig med nedsættelsen var sendt et afgørelsesbrev om nedsættelsen til borgeren.

Efter ombudsmanden indledte sin undersøgelse, har kommunerne indført midlertidige løsninger, der skal forhindre, at flere borgere fejlagtigt bliver trukket i kontanthjælp. Samtidig er kommunerne gået i gang med en tilretning af it-systemet.

Kommunerne er også i gang med at tilbageføre penge til de borgere, der uretmæssigt er blevet trukket i kontanthjælp. Blandt andet har kommunerne identificeret 5.700 sager med ugifte kontanthjælpsmodtagere, der fik beskåret deres kontanthjælp, selv om de var fritaget for 225-timersreglen.

Politisk fokus

Sideløbende med ombudsmandens undersøgelse har Revisionsfirmaet BDO på myndighedernes foranledning undersøgt kommunernes forvaltning af 225-timersreglen. BDO-undersøgelsen viste, at kommunerne har begået en række fejl – også ud over de problemer, som ombudsmanden har fokuseret på.

Beskæftigelsesministeren har udtalt, at hun er stærkt bekymret over revisionens resultater, og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har bedt KL om at følge op over for kommunerne og om en handleplan for, hvordan kommunerne vil rette op på forvaltningen af 225-timersreglen.

På baggrund af de allerede iværksatte og de yderligere varslede initiativer fra myndighederne finder ombudsmanden, at en fortsat undersøgelse fra ombudsmandens side næppe kan fremskynde udbedringen af fejl og mangler. Han har derfor besluttet ikke at foretage sig mere i sagen på det foreliggende grundlag. Ombudsmanden vil blive orienteret, når Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har modtaget KL´s udtalelse og handleplan.

Læs ombudsmandens udtalelse

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91.

Områdechef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 13 25 12