”Det ligger næsten i sagens natur, at beskyttelsen af menneskerettigheder er en vigtig del af ombudsmandens virksomhed.” Sådan skriver Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, i en ny artikel i Ugeskrift for Retsvæsen om ombudsmandens rolle som beskytter af menneskerettighederne.
I artiklen analyserer han det sammenfald, der eksisterer mellem menneskerettighederne og ombudsmandens opgaver. Han forklarer, at ombudsmandsinstitutionen ikke blev oprettet med henblik på at fremme og beskytte menneskerettighederne. I takt med at menneskeretlige regler har fået en stigende betydning for forvaltningens virksomhed, er mængden af sager, hvor det bliver relevant at inddrage menneskerettigheder, imidlertid steget i ombudsmandspraksis.
I de senere år har ombudsmanden inddraget Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i sager om bl.a. ytrings- og informationsfrihed for personer i fængsler, på psykiatriske institutioner og på uddannelsesinstitutioner. Det samme gælder for sager om opholds- og meldepligt for udlændinge på tålt ophold, socialt anbragte mindre børn, postkontrol på institutioner samt ret til familieliv på asylcentre og lignende.
Flere menneskeretsopgaver
Derudover beskriver Niels Fenger, hvordan ombudsmanden i de sidste årtier har fået flere og flere opgaver i relation til internationale menneskeretsinstrumenter. Således skal ombudsmanden bl.a. medvirke til at sikre børns rettigheder efter FN’s Børnekonvention, føre tilsyn med ligebehandlingen af handicappede i overensstemmelse med FN’s handicapkonvention, føre tilsyn efter FN’s protokol til konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt føre tilsyn med politiets adfærd under tvangsmæssig udsendelse af udlændinge.
Endelig er de hensyn, der indgår i ombudsmandens vurdering af bl.a. sager om forholdene i fængsler, på psykiatriske institutioner og på institutioner for børn, i væsentligt omfang sammenfaldende med værdier og tankegange, der ligger bag mange internationale menneskeretsinstrumenter.
Samlet set har denne udvikling ifølge ombudsmanden været med til at understøtte hans arbejde med at sætte fokus på borgernes rettigheder og fremme en myndighedskultur, der bygger på almindelige retsstatsprincipper og respekten for menneskeretten.
Eller som Niels Fenger selv bemærker: ”Ombudsmanden er heldigvis godt placeret til at identificere situationer, hvor forvaltningens praksis kan rejse retssikkerhedsmæssige problemer.”
Læs artiklen.
Yderligere oplysninger
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91