Ombudsmanden undersøger transporten af indsatte under kriminalforsorgen

24-01-2023

Ombudsmandens tilsynsbesøg på voksenområdet vil i 2023 have særligt fokus på kriminalforsorgens transport af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner og i forbindelse med retsmøder mv.

Der er for nylig sket en ændret organisering af opgavevaretagelsen på transportområdet, så transporterne i dag i vidt omfang foretages af kriminalforsorgen, og der er blevet etableret en særskilt uddannelse som transportbetjent.

Ved en lovændring i 2022 har de ansatte i kriminalforsorgen desuden fået udvidet adgangen til at anvende håndjern eller håndjernstransportbælte over for de indsatte i forbindelse med transport. Samtidig er dokumentationskrav og klageadgang i en række tilfælde blevet fjernet.

Ombudsmanden vil på tilsynene blandt andet se på den praktiske gennemførelse af transporterne, anvendelsen af håndjern og andre sikrings- og magtmidler samt informationen mv. til de indsatte og sikkerhedsvurderingen af dem.

Tilsynsbesøgene gennemføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Ved afslutningen af tilsynsåret vil ombudsmanden sammenfatte de væsentligste resultater i en temarapport.

Læs mere om ombudsmandens tilsynsbesøg og temaer

Yderligere oplysninger:

Afdelingschef Morten Engberg, tlf. 33 13 25 12