FOB 2010 18-3

Aktindsigt i interne dokumenter fra tilsynsbesøg på friskole

28-10-2010

I forbindelse med et tilsyn på en friskole havde Skolestyrelsen nedskrevet en lang række iagttagelser fra de observerede lektioner. Friskolen ville have aktindsigt i disse oplysninger.

Skolestyrelsen gav delvist afslag på aktindsigt. Friskolen kunne således ikke få aktindsigt i den del af dokumenterne som styrelsen mente var ”interne vurderinger”. Undervisningsministeriet var enig i Skolestyrelsens opfattelse.

Friskolens advokat klagede til ombudsmanden over myndighedernes afgørelser om aktindsigt.

Sagen rejste spørgsmål i relation til forvaltningslovens § 12, stk. 2, om myndigheders pligt til at udlevere oplysninger i interne dokumenter vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Sagen rejste også spørgsmål om anvendelsen af forvaltningslovens § 13 hvorefter visse interne arbejdsdokumenter er omfattet af partsaktindsigt. 

Ombudsmanden mente at friskolen havde krav på at få udleveret visse yderligere oplysninger, og henstillede til Undervisningsministeriet at sagen blev genoptaget.
(J.nr. 2009-4506-701).