På baggrund af omtale i pressen undersøgte ombudsmanden af egen drift forløbet af en række ansættelser i overborgmesterens sekretariat i Københavns Kommune. Ansættelserne fandt sted i forbindelse med at en ny overborgmester skulle tiltræde. Ombudsmanden kritiserede bl.a. kommunens annoncering af stillingsopslagene og ansøgningsfristerne. Han kritiserede også forløbet omkring ansættelsessamtalerne som efter hans opfattelse kunne bestyrke den mistanke der havde været rejst i pressen, om at det på forhånd var afgjort hvem der skulle tilbydes ansættelse. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den nye overborgmesters rolle i sagen.
(J.nr. 2010-0200-8102).