En kvinde klagede til ombudsmanden over at hun og hendes familie havde fået begrænset deres adgang til at besøge hendes far på et kommunalt ejet plejehjem. Kommunen havde bestemt at familien af hensyn til plejehjemspersonalets arbejdsmiljø kun måtte besøge hendes far en time om dagen.
Ombudsmanden udtalte at kommunen havde hjemmel i anstaltsforholdet til at begrænse familiens adgang til at besøge plejehjemsbeboeren. Kommunen skulle dog inddrage artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention om retten til privatliv og familieliv i grundlaget for beslutningen.
Ombudsmanden kritiserede kommunen for ikke at have gjort sig hjemmelsgrundlaget klart. Kommunen havde heller ikke sørget for at beskrive og dermed skabe klarhed over de faktiske omstændigheder i sagen. Kvinden og hendes familie havde en anden udlægning af begivenhedsforløbet end kommunen. Derfor var der betydelig tvivl om hvilket faktisk grundlag beslutningen om besøgsrestriktionerne var truffet på. Ombudsmanden anså det på den baggrund for usikkert om besøgsrestriktionerne var i overensstemmelse med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Især på baggrund af de oplysninger klageren havde sendt, mente ombudsmanden dog at kunne lægge til grund at der var et højt konfliktniveau mellem familien og plejehjemspersonalet, og at de ansatte på plejehjemmet følte sig mistænkeliggjort og udsat for beskyldninger fra familien som de ofte ikke mente var rimelige. Derfor udtrykte ombudsmanden forståelse for at kommunen havde besluttet at begrænse familiens adgang til at besøge plejehjemmet.
Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde anset beslutningen om besøgsrestriktionerne for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derudover kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke havde partshørt kvinden og hendes familie i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 forud for afgørelsen. Ombudsmanden kritiserede desuden at kommunens begrundelse ikke levede op til kravene i forvaltningslovens § 24.
(J.nr. 2008-2199-063).