En borger klagede til ombudsmanden i en sag om gratis behandling efter to bestemmelser i lov om social service. Der var tale om træning til en pige på godt 12 år med sansemotoriske vanskeligheder. Kommunen, det sociale nævn og Ankestyrelsen havde givet afslag.
Myndighederne havde, for så vidt angik afslaget efter den ene bestemmelse, henvist til at bestemmelsen alene omfattede den enkeltstående eller helt midlertidige og kortvarige behandling, men ikke et længerevarende behandlingsforløb. Ombudsmanden udtalte at ud fra ordlyden af bestemmelsen og en vejledning fra Socialministeriet talte mest for at bestemmelsen også omfattede længerevarende behandlingsforløb. Der var efter ombudsmandens opfattelse heller ikke noget i forarbejderne til bestemmelsen der talte imod denne opfattelse.
For så vidt angik afslaget efter den anden bestemmelse, havde myndighederne henvist til at bestemmelsen alene omfattede vedligeholdelsestræning forstået som målrettet træning for at forhindre funktionstab og for at fastholde det hidtidige funktionsniveau. Ombudsmanden udtalte at ud fra forarbejderne til bestemmelsen kunne denne fortolkning ikke lægges til grund. Dette gjaldt uanset hvad der umiddelbart måtte lægges i ordlyden af bestemmelsen der talte om at ”vedligeholde” fysiske eller psykiske færdigheder. Vedligeholdelsestræning” måtte således efter ombudsmandens umiddelbare opfattelse forstås som defineret i forarbejderne således at det også omfattede bevidst træning for at ”forbedre det hidtidige funktionsniveau”.
Ombudsmanden bad på den baggrund Ankestyrelsen om at genoptage sagen med henblik på at Ankestyrelsen på ny tog stilling til spørgsmålet om støtte til den omhandlede behandling.
(J.nr. 2009-0440-059).