DR gav en journalist afslag på aktindsigt i en rapport udarbejdet af et revisionsfirma der udførte DR’s interne revision. DR begrundede afslaget med at det var tale om et internt dokument.
Ombudsmanden udtalte at revisionsfirmaet var en selvstændig juridisk enhed og ikke en del af DR. På den baggrund var ombudsmanden ikke enig med DR i at de dokumenter der blev udvekslet mellem DR og revisionsfirmaet som led i firmaets varetagelse af den interne revision, kunne anses for intern brevveksling i offentlighedslovens forstand. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til DR at genoptage sagen og på ny tage stilling til journalistens anmodning om aktindsigt.
(J.nr. 2005-2371-501)