FOB 87.199

Persontrafikrådets praksis ved administration af busloven

01-01-1987

I forbindelse med delegation havde Persontrafikrådet vedtaget retningslinjer for minimumskrav til økonomisk baggrund for imødekommelse af ansøgninger til turist- og bestillingskørsel efter busloven. 

Udtalt, at det efter buslovens § 13, stk. 1, tilkommer trafikministeren at fastsætte nærmere regler om de kvalifikationer, en ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til loven. Persontrafikrådets retningslinjer var af en sådan karakter, at de burde optages i en bekendtgørelse, udfærdiget af ministeriet i henhold til lovens § 13, stk. 1. Yderligere henvist til, at Persontrafikrådet er et særligt forvaltningsorgan, der ikke er undergivet en ministers sædvanlige instruktions- og tilsynsbeføjelse og derfor heller ikke omfattet af samme politiske ansvarsordning som den ministerstyrede forvaltning. 

Henstillet til Trafikministeriet at søge minimumskravene til økonomisk baggrund optaget i ministeriets bekendtgørelse vedrørende busloven. 

(J. nr. 1986-1247-511).