FOB 87.194

Læges tavshedspligt over for socialforvaltning

01-01-1987

En speciallæge havde på eget initiativ videregivet tavshedsbelagte oplysninger om en patient til en medarbejder i kommunens socialforvaltning dels med henblik på socialforvaltningens eventuelle medvirken til en tvangsindlæggelse, dels for at orientere medarbejderen om, at patienten muligvis ville begå overgreb på ham. 

 Udtalt, at der ved vurderingen af, hvorvidt disse hensyn kan berettige videregivelse, må foretages en afvejning i forhold til de hensyn, der begrunder tavshedspligten, jf. lægelovens § 9. Afvejningen bør foretages efter retningslinjer svarende til dem, der nu findes i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3.

Udtalt, at der efter det oplyste ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse lægens videregivelse af oplysningerne for berettiget. Sundhedsstyrelsen burde havde påtalt dette over for lægen. 

(J. nr. 1987-802-43).