FOB 87.147

Socialministeriets forståelse af bistandslovens § 67

01-01-1987

Ikke enig i Socialministeriets forståelse af bestemmelsen i bistandslovens § 67 om samkvem mellem et barn, der er anbragt udenfor hjemmet, og forældremyndighedens indehaver. Ministeriet havde fundet, at der efter bestemmelse i bistandslovens § 67, stk. 1, kunne træffes beslutning om »begrænsning« i samværet, uden at betingelserne i § 67, stk. 2, for at beslutte afbrydelse var opfyldt, og uden at klagereglerne i § 67, stk. 3 og 4, fandt anvendelse. 

Ikke enig med Socialministeriet i, at en afgørelse, der er truffet efter klageordningen i bistandslovens § 67, stk. 3, af Socialstyrelsen, ikke kan indbringes for Socialministeriet. 

Fundet, at beslutningen i det foreliggende tilfælde om afbrydelse af samværet var for upræcis, idet den ikke angik en bestemt periode. 

Fundet det meget beklageligt, at Socialministeriet havde været næsten 7 måneder om at behandle den indbragte klage vedrørende adgangen til samvær. 

(J. nr. 1987-1005-062).