I en sag om tilbagebetaling af boligsikring havde en klager udtrykkeligt gjort boligstyrelsen bekendt med, at han over for kommunen havde anmodet om at blive gjort bekendt med det materiale, der havde ligget til grund for afgørelsen, og over for styrelsen udtalt sig således, at styrelsen måtte forstå, at klageren efter at have gennemgået materialet ville vende tilbage til sagen over for styrelsen. Boligstyrelsen traf afgørelse i sagen uden at afvente klagerens bemærkninger.
Udtalt, at det måtte følge af bestemmelserne i offentlighedslovens § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1 og 2, jfr. pkt. 35 i justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven, at boligstyrelsen under de nævnte omstændigheder var afskåret fra at træffe afgørelsen på det foreliggende grundlag. Boligstyrelsen burde, før styrelsen traf afgørelse i sagen, have meddelt klageren - eventuelt med angivelse af en frist - at styrelsen afventede hans bemærkninger.
Henstillet til boligstyrelsen at undergive sagen en fornyet behandling.
(J. nr. 1981-1296-17).