Fundet, at det havde været ønskeligt, om miljøstyrelsen (og miljøankenævnet) forud for godkendelse af en skydebane - og fastsættelse af vilkårene for godkendelsen - havde tilvejebragt et mere fyldestgørende oplysningsgrundlag om støjulemperne, herunder med hensyn til betydningen af visse støjdæmpende foranstaltninger.
Henstillet til miljøstyrelsen, at der blev foretaget yderligere støjmålinger, og at der på grundlag heraf blev taget stilling til, om der måtte være anledning til eventuelt at stille yderligere krav med hensyn til støjdæmpende foranstaltninger.
Endvidere henstillet til miljøstyrelsen at overveje spørgsmålet om overførsel af tilsynsbeføjelserne med skydebanen efter miljøbeskyttelseslovens § 49 til amtsrådet, under hensyn til at den kommune, hvori skydebanen var beliggende, havde påtaget sig at afhjælpe væsentlige gener fra skydebanen.
(J. nr. 1979-28-11).