Ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen havde fundet, at B, der i to på hinanden følgende sommersæsoner havde været ansat som leder af en campingplads, ikke under sin ledighed i den efterfølgende vinter stod til rådighed for arbejdsmarkedet. B kunne derfor ikke modtage arbejdsløshedsdagpenge.
Udtalt, at ankenævnets afgørelse - for så vidt den alene byggede på forhold, som efter min mening kunne indgå i vurderingen af rådighedsspørgsmålet - var udtryk for en bevisbyrdefordeling, som stillede større krav til B, end rimelig var. Henstillet til ankenævnet at genoptage sagen og meddele B en ny afgørelse.
(J. nr. 1982-991-02).