FOB 83.105

Bæltefiksering på psykiatriske sygehuse

01-01-1983

Af egen drift iværksat en undersøgelse i anledning af, at den mindreårige A næsten uafbrudt i i alt 48 døgn var bæltefikseret på et psykiatrisk hospital, mens myndighederne behandlede spørgsmålet om en ændret anbringelse af ham. 

 Fundet det uforsvarligt, at sundhedsstyrelsen ikke straks efter modtagelsen af en klage fra A over de første 14 dages bæltefiksering iværksatte en undersøgelse af klagen. 

Endvidere fundet, at oplysninger om den fortsatte bæltefiksering af A burde have givet anledning til, at justitsministeriet straks havde undersøgt muligheden for, at en ændret anbringelse af A kunne ske på et tidligere tidspunkt, end der hidtil havde været udsigt til. 

Endelig fundet det meget kritisabelt, at sundhedsstyrelsen tog stilling til A's klage uden forinden at have iværksat en nærmere undersøgelse, samt fundet det beklageligt, at sundhedsstyrelsens afgørelse af A's klage fik en udformning, der umiddelbart måtte efterlade det indtryk, at en sådan undersøgelse var foretaget. 

Efter ombudsmandslovens § 10, stk. 1, jfr. instruks for folketingets ombudsmand, § 11, henledt folketingets retsudvalg og indenrigsministerens opmærksomhed på forholdene vedrørende sundhedsstyrelsens sagsbehandling. 

Henstillet til indenrigsministeren, at der snarest blev taget skridt til udsendelse af generelle retningslinjer for tvangsmidlers anvendelse på de psykiatriske sygehuse. 

(J. nr. 1982-361-618).