Offentligt ansat gik for langt i udtalelser på Facebook

13-01-2017

En kommunal medarbejder overskred grænserne for sin ytringsfrihed, da han i en kommentar på Facebook beskrev kommunaldirektøren som ”en person, der måske ikke har sandhed som sin spidskompetence”. Det siger ombudsmanden i en ny udtalelse. Han lægger bl.a. vægt på, at medarbejderen ikke nærmere havde dokumenteret eller sandsynliggjort sin beskyldning. 

”Offentligt ansatte har vidtgående ytringsfrihed, men sagen viser, at der er grænser. Ansatte må f.eks. ikke udtale sig om deres chefer i en urimelig grov form”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

I den foreliggende sag siger ombudsmanden bl.a., at udtalelsen måtte forstås som en beskyldning mod kommunaldirektøren for i ikke uvæsentligt omfang at benytte sig af usandheder. Han finder, at en sådan beskyldning må anses for meget grov, hvis den ikke nærmere dokumenteres eller sandsynliggøres. 

Loyalitetspligt ikke relevant
Selv om medarbejderen overskred grænserne for sin ytringsfrihed, var kommunens håndtering af sagen ikke efter bogen. Kommunen havde nemlig behandlet sagen som et spørgsmål om medarbejderens loyalitet over for kommunen. Og det efterlader tvivl om, hvorvidt kommunen har forstået reglerne rigtigt, mener ombudsmanden. 

”Myndigheder bør ikke tale om loyalitetspligt i sammenhæng med offentligt ansattes ytringer. Det fører alt for let til fejl. De skal nøjes med at fokusere på, om ytringen holder sig inden for de udtrykkelige grænser, der gælder på området”, siger Jørgen Steen Sørensen. Han henviser bl.a. til, at det er understreget i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, at ledelsen ikke kan pålægge de ansatte andre begrænsninger end dem, der er beskrevet i vejledningen – heller ikke ud fra loyalitetshensyn. 

Ombudsmanden har bedt kommunen om – på et korrekt retligt grundlag – at forholde sig til, om den advarsel, som medarbejderen fik for sine udtalelser, bør fastholdes.
 

Læs ombudsmandens udtalelse.
 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12 

 

FAKTA – OM OFFENTLIGT ANSATTES YTRINGSFRIHED 

  • De overordnede regler og principper for offentligt ansattes ytringsfrihed fremgår af Justitsministeriets vejledning nr. 10062 af 28. oktober 2016.
     
  • I vejledningen opsummeres rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed således (pkt. 3):
     
    • "Man skal gøre det klart, at man udtaler sig på egne vegne og ikke på myndighedens vegne.
    • Man må ikke bryde sin tavshedspligt.
    • Man må ikke udtale sig på en freds- eller æreskrænkende måde, f.eks. ved at fremsætte injurier.
    • Man må ikke udtrykke sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for ens eget arbejdsområde”.
       
  • Om loyalitetspligten står der følgende i ministeriets vejledning: 

”Det er vigtigt at understrege, at ledelsen ikke kan pålægge offentligt ansatte andre begrænsninger i deres ytringsfrihed end dem, der er beskrevet i denne vejledning. Der kan således f.eks. ikke under henvisning til en loyalitetsforpligtelse mellem en ansat og dennes arbejdsplads pålægges den ansatte yderligere begrænsninger i ytringsfriheden”.