Ny direktør hos ombudsmanden

25-04-2017

Louise Vadheim Guldberg bliver ny direktør hos Folketingets Ombudsmand fra 1. august 2017. Her tiltræder den nuværende direktør, Jonas Bering Liisberg, som direktør for udenrigspolitik i Udenrigsministeriet.

Louise Vadheim Guldberg kom til ombudsmandsinstitutionen fra en stilling som kontorchef i Justitsministeriet for et år siden. Siden oktober sidste år har hun været chef for ombudsmandens nye skattekontor.

”Louise Vadheim Guldberg er en fremragende jurist og en usædvanlig dygtig chef, der nyder stor faglig og personlig respekt. Hun vil på bedste måde bidrage til fortsat udvikling af ombudsmandsinstitutionen”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Ombudsmanden takker samtidig Jonas Bering Liisberg for en strålende indsats som direktør.

”Noget ganske særligt”

Louise Vadheim Guldberg bliver som direktør ombudsmandsinstitutionens øverste embedsmand og ombudsmandens stedfortræder og nærmeste rådgiver. Det glæder hun sig til:

"Ombudsmandsinstitutionen har for mig altid stået som noget ganske særligt. Det er en institution med en central, retssikkerhedsskabende funktion i det danske samfund, hvor vi skal være med til at sikre, at landets myndigheder behandler den enkelte borger ordentligt. Det ligger mig meget på sinde. Jeg ser det derfor som et stort privilegium at skulle være med til at lede og udvikle ombudsmandsinstitutionen”, siger Louise Vadheim Guldberg.   

 
 

For yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52

Kommende direktør Louise Vadheim Guldberg, tlf. 33 13 25 12

 

STUDIE- OG ARBEJDSFORLØB

Louise Vadheim Guldberg er født den 13. november 1975

2000   Cand.jur. (Aarhus Universitet)
2003   Ph.D.jur. (Aarhus Universitet)
2003-2010   Fuldmægtig i Justitsministeriet
2010-2011   Chefkonsulent i Justitsministeriet
2012   Chefkonsulent i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2012   Chefkonsulent i Justitsministeriet
2012-2016   Kontorchef i Justitsministeriet
2016   Chefkonsulent hos Folketingets Ombudsmand
2016-2017   Chef for Ombudsmandens skattekontor
August 2017   Direktør hos Folketingets Ombudsmand

 

Bierhverv og publikationer

Sideløbende med ansættelse i Justitsministeriet bl.a. anklager ved Politimesteren i Hvidovre og fuldmægtig i Folketingets Lovsekretariat

Ph.d.-afhandling: Ytringsfrihedens usikre grænser, 2003, Jurist- og Økonomforbundets forlag