Folketingets Ombudsmand har netop indledt en generel undersøgelse af et antal sager hos SKAT og Landsskatteretten. Undersøgelsen vil have særlig fokus på, om de forvaltningsretlige regler og principper bliver overholdt.
”En større undersøgelse af denne slags kan bruges til at afdække mulige forvaltningsretlige problemer i sagsbehandlingen på skatteområdet”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Undersøgelsen er det første større projekt i Ombudsmandens Skattekontor, der blev oprettet 1. januar 2017 efter beslutning i Folketinget.
Skattekontoret har været i dialog med en række aktører på skatteområdet. Det er bl.a. på baggrund af disse drøftelser, at ombudsmanden har valgt at se nærmere på sagsbehandlingen i SKAT og Landsskatteretten.
30 sager under lup
Undersøgelsen vil bygge på en gennemgang af 30 sager, der er afgjort af SKAT som første instans og Landsskatteretten som anden instans. I de 30 sager vil ombudsmanden undersøge såvel sagsforløbet hos SKAT som sagsforløbet hos Landsskatteretten, herunder sekretariatsbetjeningen hos Skatteankestyrelsen.
”På den måde vil vi kunne følge sagsgangen fra A til Z hos de involverede skattemyndigheder. Det giver os et bedre grundlag for at afdække eventuelle mere overordnede problemstillinger og blive klogere på sagsgange og sagstyper, som vi ikke nødvendigvis ser gennem klager fra borgere”, siger Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmanden vil i første omgang holde et møde med Landsskatteretten om den nærmere tilrettelæggelse af undersøgelsen.
Ombudsmandens breve til Landsskatteretten og SKAT kan læses her.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Områdechef Louise Vadheim Guldberg, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
SKATTEKONTORET HOS OMBUDSMANDEN
- Folketingets Ombudsmand har godt 100 ansatte fordelt på 6 juridiske kontorer og en administrativ afdeling.
- Skattekontoret er et juridisk kontor bestående af 11 jurister.
- Skattekontoret har til opgave at holde øje med, at SKAT og de øvrige skattemyndigheder respekterer lovgivningen og god forvaltningsskik.
- Som de øvrige juridiske kontorer hos ombudsmanden behandler Skattekontoret klager, tager sager op på eget initiativ og har mulighed for at lave større undersøgelser af mere generelle problemstillinger.
- Det er en central opgave for Skattekontoret løbende at afrapportere sit arbejde – til læring for skattemyndighederne og andre interessenter.