Det var ikke let for en egyptisk tandlæge at vide, hvilke sprogkrav der gjaldt for at blive tandlæge i Danmark. Slog han op i bekendtgørelsen, var kravet ”bestået”. På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside hed kravene derimod bestået med minimumskaraktererne 7 og 10.
Tandlægen bestod sin dansktest, men ikke med karaktererne 7 og 10, og blev derfor i første omgang afvist.
Ombudsmanden nåede i sin undersøgelse frem til, at myndighederne fortolkede bekendtgørelsen forkert. Tandlægen skulle ikke have været afvist.
”Hvis der står i en bekendtgørelse, at en prøve skal være ’bestået’, må det i almindelighed betyde, at man skal have mindst karakteren 02. Så kan myndighederne ikke indfortolke et krav om, at prøven skal være bestået med højere karakter”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Han tilføjer, at det ikke er nok at skrive det på en hjemmeside, hvis myndighederne vil have et højere karakterkrav – det skal fremgå direkte af bekendtgørelsen.
Tandlægen fik senere sine danskkundskaber godkendt.
Efter at ombudsmanden har undersøgt sagen, har styrelsen nu sørget for at ændre bekendtgørelsen, så det klart fremgår, at man skal have bestået dansktesten med minimumskaraktererne 7 og 10.
Læs ombudsmandens udtalelse her.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Souschef Vibeke Lundmark, tlf. 33 13 25 12
FAKTA:
Retsgrundlaget
Den tidligere gældende § 2, stk.1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 97 af 9. februar 2011 om autorisation af tandlæger, der er statsborgere i og/eller uddannet i landet udenfor EU/EØS havde følgende ordlyd:
”§ 2. Sundhedsstyrelsen [nu Styrelsen for Patientsikkerhed] meddeler efter ansøgning fra en af § 1 omfattet tandlæge autorisation som tandlæge og tilladelse til selvstændigt virke, når følgende betingelser er opfyldt i nævnte rækkefølge:
1) …
2) Tandlægen har bestået en prøve i sproglige/kommunikative kompetencer (dansk sprogtest).
3) …
4) …”
Styrelsen for Patientsikkerhed har ved bekendtgørelse nr. 1130 af 26. august 2015 ændret ordlyden af § 2, stk. 1, nr. 2, til følgende:
”2) Tandlægen har bestået ’Prøve i Dansk 3’ med minimum karaktererne 10 i mundtlig kommunikation, 7 i læseforståelse og 7 i skriftlig fremstilling. Karaktererne skal være opnået indenfor samme prøve.”
Den konkrete sag
Efter at ombudsmanden gik ind i sagen, har Sundheds- og Ældreministeriet anmodet Styrelsen for Patientsikkerhed om at vurdere, om der kan være grundlag for at genoptage andre tilsvarende sager, hvor styrelsen har givet afslag.