Afviste asylansøgere på Kærshovedgård behandles efter reglerne

19-04-2017

Folketingets Ombudsmand var den 31. oktober 2016 på tilsynsbesøg på Udrejsecenter Kærshovedgård. Besøget drejede sig alene om forholdene for afviste asylansøgere og ikke om forholdene for personer på tålt ophold eller personer, der er udvist ved dom. 

Besøget giver efter en samlet vurdering ikke ombudsmanden anledning til at foretage yderligere. 

”Asylmyndighederne har vurderet, at de afviste asylansøgere ikke risikerer forfølgelse i deres hjemland, og de har derfor mulighed for og pligt til at rejse hjem. Det har de valgt ikke at gøre. Og det er en væsentlig årsag til, at jeg ikke har grundlag for at foretage mig yderligere”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Ændrede indkvarteringsforhold
På tidspunktet for ombudsmandens besøg boede hovedparten af de afviste asylansøgere fire beboere sammen på værelser på 10-14 m2. Dette gav umiddelbart besøgsholdet anledning til bekymring. Siden er forholdene imidlertid forbedret. De afviste asylansøgere bor nu kun to beboere sammen pr. værelse. 

På besøgstidspunktet boede der kun 61 beboere på Kærshovedgård (45 afviste asylansøgere og 16 personer på tålt ophold), men den oplyste maksimale kapacitet var på i alt 600 beboere. Ombudsmanden har efterfølgende fået oplyst, at kapaciteten forventes nedsat til 400 beboere. Ombudsmanden har i sit afsluttende brev over for Kærshovedgård anført, at han alene har vurderet forholdene på besøgstidspunktet og derfor ikke taget stilling til, hvordan forholdene for de afviste asylansøgere ville være ved en eventuel udnyttelse af den maksimale kapacitet. 

Læs ombudsmandens afsluttende brev til Kærshovedgård her. 

Tilsynsbesøget fandt sted som led i ombudsmandens almindelige tilsynsvirksomhed og som led i ombudsmandens OPCAT-virksomhed. Besøgsholdet bestod også af eksperter fra Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.

For yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
 

FAKTA
Tre grupper af udlændinge på Udrejsecenter Kærshovedgård

  • Afviste asylansøgere. Har fået afslag på asyl i Danmark. Har derfor pligt til at rejse hjem, men medvirker ikke, selv om de ifølge asylmyndighederne ikke risikerer forfølgelse. Kan ikke tvangsmæssigt udsendes, f.eks. fordi hjemlandet ikke vil modtage tvangsmæssigt hjemsendte personer. 

  • Personer dømt til udvisning. Har fået dom for kriminalitet begået i Danmark.

  • Personer på tålt ophold. Har ikke opholdstilladelse, men kan ikke udsendes, fordi de f.eks. risikerer tortur eller forfølgelse i hjemlandet.

Ombudsmandens tilsynsbesøg på Kærshovedgård angik alene forholdene for afviste asylansøgere, og altså ikke personer dømt til udvisning eller personer på tålt ophold. På tidspunktet for besøget var der ingen personer dømt til udvisning på Kærshovedgård.

Forholdene for afviste asylansøgere på Udrejsecenter Kærshovedgård

  • De afviste asylansøgere på Kærshovedgård er alle enlige voksne.

  • De får ingen penge, fordi de ikke medvirker til deres hjemsendelse. Der er bespisningsordning, så de får tre daglige måltider.

  • De er pålagt opholds- og meldepligt. Det betyder, at de skal opholde sig på Kærshovedgård, ligesom de tre gange om ugen skal melde sig hos politiet på stedet. De er ikke frihedsberøvede og kan frit fri færdes ind og ud af centeret.

  • Kærshovedgård var tidligere et åbent fængsel, men blev den 21. marts 2016 taget i brug som udrejsecenter. Det skete som led i regeringens asylpakke fra efteråret 2015.

  • Efter omdannelsen til udrejsecenter er der bl.a. etableret hegn omkring centeret, ligesom der er adgangskontrol.

  • Kærshovedgård drives af kriminalforsorgen på vegne af Udlændingestyrelsen. Det betyder bl.a., at kriminalforsorgens personale er i uniform.