En mand der havde været involveret i et trafikuheld, ansøgte Roskilde Kommune om kontanthjælp. Han oplyste at han ¾ år tidligere havde fået udbetalt en men- og erhvervsevnetabserstatning. Pengene var brugt til betaling af gammel gæld mv. Han kunne ikke fremskaffe dokumentation for erstatningens størrelse eller kvittering eller lignende, og han ønskede ikke at kommunen indhentede oplysningerne fra anden side.
Kommunen gav på grund af den manglende dokumentation afslag på ansøgningen om kontanthjælp. Det Sociale Ankenævn for Roskilde Amt tiltrådte kommunens afgørelse, og Den Sociale Ankestyrelse afviste at optage sagen til behandling.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere at myndighederne ved eventuel beregning af kontanthjælp ville tage hensyn til den udbetalte erhvervsevnetabserstatning. Den dagældende bistandslovs § 17 hvorefter myndighederne af egen drift havde mulighed for at indhente oplysninger, gjaldt også i ansøgningssager. I den foreliggende sag var der dog ikke grundlag for at kritisere at myndighederne ikke af egen drift havde indhentet yderligere oplysninger.
Ombudsmanden kritiserede ikke myndighedernes afgørelser. Dog havde det været ønskeligt om begrundelsen for nævnets afgørelse havde fået en klarere formulering. (J.nr. 1999-2245-050).