FOB 99.130

Opholdstilladelse ikke forlænget. Beregning af 3-års-frist. Vejledning

01-01-1999

En kvinde fra det tidligere Jugoslavien fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse der var meddelt på grundlag af ægteskab med en dansk statsborger. Parret blev skilt efter ca. 3½ års ægteskab. Udlændingestyrelsen havde kort efter ægteskabets indgåelse bedt ægtemanden godtgøre at han var i stand til at forsørge kvinden. Ægtemanden indsendte - trods flere opfordringer hertil fra styrelsen - først dokumentation ca. 1½ år efter ægteskabets indgåelse. Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet mente at lovens frist for lovligt ophold her i landet i tre år først skulle regnes fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne fra manden.

Ombudsmanden udtalte sig om beregningen af 3-års-fristen. I den konkrete sag mente han ikke at der var grundlag for at kritisere at myndighederne havde regnet 3-års-fristen fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne. Det havde dog efter hans opfattelse været naturligt at kvinden under en telefonsamtale med Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om konsekvenserne for beregningen af 3-års-fristen hvis der ikke inden for rimelig tid blev indsendt dokumentation for mandens evne til at forsørge hende. (J.nr. 1999-0628-643).