FOB 81.269

Tidspunktet for afgørelsen af, om en klage bør tillægges opsættende virkning

01-01-1981

Udtalt, at det forhold, at den sociale ankestyrelse traf afgørelse af, om en klage til ankestyrelsen burde tillægges opsættende virkning, i forbindelse med afgørelsen af selve klagen (der vedrørte et tilbagebetalingskrav) indebar, at det var udelukket, at anmodningen om opsættende virkning ved styrelsens afgørelse kunne tillægges nogen praktisk betydning med hensyn til berostillelse af tilbagebetalingen. 

Fundet, at det havde været rigtigst, om den sociale ankestyrelse straks efter modtagelsen af klagen over et amtsankenævns afslag på en anmodning om opsættende virkning havde taget stilling til dette spørgsmål. 

(J. nr. 1981-745-051).