Sag om advarsel til musikprofessor endt med forlig

20-05-2012

I sagen om Aarhus Universitets advarsel til en musikprofessor er der nu indgået forlig mellem musikprofessoren (A) og Aarhus Universitet. Samtidig har A opsagt sin stilling. Derfor standser ombudsmanden sin undersøgelse af sagen, men han understreger samtidig vigtigheden af principperne om offentligt ansattes ytringsfrihed. 

"Aftalen betyder, at Aarhus Universitet frafalder de krav, som universitetet stillede i advarslen til A. Derfor har jeg efter en samlet vurdering valgt at koncentrere min institutions ressourcer om andre af de mange verserende sager," siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

”Når jeg ikke fortsætter min undersøgelse, kan jeg selvsagt ikke give udtryk for nogen endelig opfattelse af den konkrete sag. Jeg går dog ud fra, at universitetet vil overveje, hvilke erfaringer man kan drage af sagen,” siger ombudsmanden, der i sit afsluttende brev til universitetet understreger, at han også fremover vil have stor fokus på sager om ytringsfrihed for offentligt ansatte, herunder universitetsansatte forskere. 

Ombudsmanden tog sagen op den 21. februar 2012. Det skete få dage efter, at Aarhus Universitet havde givet A en advarsel, bl.a. fordi hun offentligt havde kritiseret det faglige niveau på musikvidenskab.  

Se den tidligere nyhed om sagen. 

Ombudsmandens seneste brev til universitetet kan læses her

Ombudsmanden har i en række sager udtalt sig om offentligt ansattes ytringsfrihed. Se eksempelvis tidligere nyhed af 10. maj 2010 her på siden og sagen, der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 2005, s. 385 f.   

Yderligere oplysninger fås hos ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 44 90 93, eller specialkonsulent Ulla Frederiksen, tlf. 33 13 25 12.

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden mellem 4.000 og 5.000 klager fra borgere, der mener, at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed, der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 90 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.