Folketingets Ombudsmands kommende kontor for børn slår dørene op den 1. november 2012. Det officielle navn bliver Ombudsmandens Børnekontor.
”Vi arbejder på højtryk med at blive klar. Vi skal nok nå det, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang,” siger den nyudnævnte chef for børnekontoret, Bente Mundt.
Indrettet for børn
Folketinget vedtog kort før sommerferien, at ombudsmanden skal etablere et såkaldt børnekontor. Kontoret skal i store træk fungere efter samme principper som ombudsmandens øvrige 5 kontorer. Det vil sige, at medarbejderne hos børnekontoret skal holde øje med, at myndighederne overholder lovgivning og god forvaltningsskik over for borgerne. Men for børnekontoret er der den vigtige forskel, at borgerne er børn.
”I børnekontoret skal vi forholde os til det juridiske. Bliver reglerne fulgt, og lever myndighederne op til principperne om god forvaltningsskik? Men i alt, hvad vi gør, forsøger vi at tænke på, at målgruppen er børn,” siger Bente Mundt.
Ombudsmandens Børnekontor kan i øvrigt som noget nyt hos ombudsmanden også behandle klager over private institutioner, f.eks. sociale opholdssteder, privatskoler og private daginstitutioner.
Børnekontoret bliver indrettet i en etage hos ombudsmanden på Gammeltorv. Børn skal være med til at udsmykke kontoret, og børn er mere end velkomne til at henvende sig personligt på kontoret. Børnekontoret får også sin egen underside til ombudsmandens hjemmeside, som er skrevet i et enklere sprog. Der bliver oprettet et særligt klageskema for børn.
Som i resten af huset er hovedparten af medarbejderne hos Ombudsmandens Børnekontor jurister. Men der bliver også ansat en børnesagkyndig, som ud over at give sparring til de øvrige medarbejdere vil være med på besøg i institutioner og træde til i svære samtaler.
Også voksne klagere
Den øverste chef for børnekontoret er Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen. Han ser frem til at åbne børnekontoret og siger, at det er vanskeligt at forudse, hvor mange børn der selv vil henvende sig. Det understreger ifølge ombudsmanden vigtigheden af, at børnekontoret selv kommer ud i børneinstitutioner rundt omkring i landet, og at ombudsmanden tager relevante enkeltsager op på eget initiativ.
”Børnekontoret skal være et sted, som er særlig egnet til at tage sig af børns rettigheder. Tiden må vise, i hvilket omfang børn selv henvender sig her på Gammeltorv, men vi vil under alle omstændigheder være meget aktive med at komme ud til de steder, hvor børns rettigheder kan komme i klemme,” siger Jørgen Steen Sørensen.
For yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, 20 33 97 52
Chef for Ombudsmandens Børnekontor, Bente Mundt, 33 13 25 12
FAKTA
Ombudsmandens Børnekontor
Folketinget besluttede i juni 2012, at der skal oprettes et børnekontor hos Folketingets Ombudsmand. Lovteksten kan findes her.
Børnekontoret får 8 medarbejdere. En kontorchef, fire jurister, en børnesagkyndig, en kontormedarbejder og en student. Børnekontoret har overordnet fire opgaver:
- Tage imod klager, der vedrører børn. Klagerne kan komme fra børn eller voksne.
- Rejse såkaldte initiativsager. Børnekontoret kan på baggrund af f.eks. omtale i medierne, der tyder på, at myndighederne ikke har fulgt lovgivning eller god forvaltningsskik over for børn, vælge at gå ind i en sag. Initiativsager kan også rejses på baggrund af oplysninger i en klagesag.
- Tilsynsbesøg. Børnekontoret kan tage på besøg på både private og offentlige institutioner.
- Børnekonventionen. Som særlig opgave skal børnekontoret holde øje med, at forvaltningen overholder FN’s børnekonvention og andre internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder.
Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden mellem 4.000 og 5.000 klager fra borgere, der mener, at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed, der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 90 medarbejdere er ansat hos Folketingets Ombudsmand.