Brørup Kommune afskedigede i 2004 en skolekonsulent i forbindelse med at kommunen overførte skolekonsulentens arbejdsopgaver til et kommunalt samarbejde. Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, mener at fyringen var ulovlig. Kommunen har indrømmet at den begik en fejl, men afviser at der er grundlag for at betale en godtgørelse el.lign. til skolekonsulenten. Ombudsmanden har nu skrevet til Civilstyrelsen og bedt om at styrelsen giver skolekonsulenten fri proces til at føre sagen videre ved domstolene.
Kommunerne i det tidligere Ribe Amt oprettede i 2004 Ungdommens Uddannelsesvejledning Sydvestjylland (UUS) som et kommunalt samarbejde. UUS blev oprettet med henblik på at give unge vejledning om valg af uddannelse og erhverv. Før da havde kommunerne selv stået for den opgave. Brørup Kommune fyrede herefter sin skolekonsulent fordi hans arbejdsopgaver ville overgå til UUS. Skolekonsulenten søgte om ansættelse i UUS, men fik afslag.
Skolekonsulenten klagede herefter til ombudsmanden. Ombudsmanden mente at overdragelsen af skolekonsulentens arbejdsopgaver var omfattet af den såkaldte virksomhedsoverdragelseslov. Virksomhedsoverdragelsesloven er indført på baggrund af et EU-direktiv, og den indeholder regler om de tilfælde hvor en virksomhed eller en nærmere afgrænset del af en virksomhed overdrages til en anden virksomhed. Loven bevirker at de ansatte i virksomheden som udgangspunkt har ret til at følge med over i den anden virksomhed – på uændrede ansættelsesvilkår. Loven gælder i et vist omfang også for offentlige institutioner, og i den konkrete sag mente ombudsmanden altså at forholdene var omfattet af loven.
Ombudsmanden bad både Brørup Kommune og UUS om at kigge på sagen. UUS var uenig i ombudsmandens opfattelse og afviste at skolekonsulenten kunne rette et krav mod UUS. Kommunen – der i mellemtiden var blevet en del af den nye Vejen Kommune som følge af kommunalreformen – var derimod enig i ombudsmandens opfattelse og har drøftet sagen med skolekonsulenten. Resultatet af drøftelserne blev dog at Vejen Kommune ikke ville betale en godtgørelse el.lign. til skolekonsulenten.
Ombudsmanden har nu bedt Civilstyrelsen om at give skolekonsulenten fri proces til at føre sagen videre ved domstolene.
En borger som får fri proces, får dækket sine udgifter til at føre en sag ved domstolene af statskassen – også udgifterne til en advokat. Normalt skal visse betingelser være opfyldt for at få fri proces; der stilles bl.a. krav om at borgerens indkomst ikke må overstige et nærmere fastsat beløb. Ombudsmanden har imidlertid mulighed for at bede Civilstyrelsen om at give en person fri proces til at anlægge en retssag om forhold der er indgået i en ombudsmandssag – også selv om den pågældende ikke opfylder de sædvanlige betingelser for at få fri proces.
Et referat af sagen med hele ombudsmandens udtalelse kan ses her.
Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr. 40 43 45 43 eller konsulent Ulla Frederiksen, telefon 33 13 25 12.