Folketingets Ombudsmand har stillet en række kritiske spørgsmål til Direktoratet for Kriminalforsorgen om forholdene i en lille detention i den østgrønlandske by Tasiilaq. Forhold som den grønlandske presse har beskrevet som "usle og kummerlige".
Detentionslokalerne i Tasiilaq hører til blandt de mindste i Grønland. Der er tre detentionslokaler og et fællesrum – hver på ca. 6 kvadratmeter. Detentionen er bygget til berusede, men bruges i udstrakt grad også til tilbageholdte (varetægtsarrestanter) der opholder sig i detentionen mens straffesagen efterforskes.
Detentionen er beregnet til tre personer. En person i hvert rum. Men det viser sig i statistik som ombudsmanden nu har modtaget, at der næsten permanent er overbelægning. I perioder har der således været op til 6-7 tilbageholdte i detentionen. Hertil kommer at der også skulle skaffes plads til berusere.
Ombudsmanden bad den 19. september 2006 med henvisning til to artikler fra den grønlandske avis, Sermitsiak, om nærmere oplysninger om belægget i detentionen. Ombudsmanden har først nu modtaget det materiale der gør det muligt at danne sig en foreløbig opfattelse af situationen. Da sagen må bedømmes som særdeles hastende, har ombudsmanden bedt om at modtage Direktoratet for Kriminalforsorgens supplerende udtalelse hurtigst muligt. Ombudsmanden har endvidere orienteret Justitsministeriets departement om sagen.
Direktoratet har over for ombudsmanden blandt andet henvist til at den planlagte, midlertidige anstalt for domfældte i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) – på den grønlandske vestkyst – vil kunne aflaste detentionen i Tasiilaq. Denne vurdering og myndighedernes øvrige vurdering af sagen har ombudsmanden nu stillet nærmere spørgsmål om. Læs høringsskrivelsen her.
Detentionslokalerne i Tasiilaq hører til blandt de mindste i Grønland. Der er tre detentionslokaler og et fællesrum - hver på ca. 6 m2. Detentionen i Tasiilaq bruges – udover det som den er beregnet til, nemlig berusere – i udstrakt grad også til tilbageholdte (varetægtsarrestanter) der opholder sig i detentionen mens straffesagen efterforskes.
Grønlands Politi og Kriminalforsorgen i Grønland er som danske statsmyndigheder undergivet Folketingets Ombudsmands kompetence.
Yderligere oplysninger kan fås hos inspektionschef Lennart Frandsen på tlf. 33 43 54 35.