Er anbragte børns rettigheder truet?

At blive fjernet fra sin mor og far er et stort indgreb i et barns liv. Beslutningen skal derfor bygge på meget grundige faglige vurderinger af, hvad der er bedst for barnet. Afhængigt af barnets alder skal barnet inddrages, have en begrun­delse for beslutningen og oplyses om sine rettigheder, selvfølgelig i et sprog, som barnet forstår.

I nogle tilfælde er det imidlertid bedst for barnet at blive fjernet fra sin mor og far. Og så starter en tid som anbragt barn på en institution. En situation, der også kan være vanskelig og voldsom for barnet.

Ombudsmandens Børnekontor forsøger at hjælpe så mange børn som muligt, men vi har et særligt fokus på de anbragte børn. Årsagen er, at de er særligt udsatte og nogle af de mest sårbare børn i Danmark. De har ikke nødvendigvis forældre, familie eller et netværk, der kan hjælpe og støtte dem. Man kan sige, at børnene er fuldstændig afhængige af systemet. Derfor er det helt afgørende, at de voksne – kommunens sagsbehandlere, de ansatte på anbringelsesstedet, lærere og behandlere – er meget opmærksomme på, at børnene får det, de har behov for og ret til. Og det er desværre ikke altid tilfældet, viser flere større sager i Børnekontoret fra 2016.

Den retlige rygrad

I 2014 var ca. 11.000 børn under 18 år i Danmark anbragt uden for hjemmet. Det svarer til ca. 1 pct. af alle danske børn. Over halvdelen af dem var mellem 13 og 17 år.

Inden en kommune beslutter at anbringe et barn uden for hjemmet, skal kom­munen foretage en børnefaglig undersøgelse. Kommunen undersøger således barnets forhold, f.eks. familie-, skole-og sundhedsforhold, og vurderer, hvilken indsats barnet har behov for. Som led i undersøgelsen skal kommunen som udgangspunkt have en samtale med barnet. Når kommunen har besluttet sig for en anbringelse, skal der udarbejdes en handleplan. Planen skal angive formå­let med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig. Det sted, hvor barnet anbringes, skal modtage de relevante dele af handleplanen for at kunne arbejde aktivt med målene.

Man kan sige, at børnefaglige undersøgelser, børnesamtaler og handleplaner udgør en del af den retlige rygrad, der skal sikre, at børnene bliver behandlet efter bogen, når de skal anbringes. I Børnekontoret har vi imidlertid i årets løb behandlet sager, der viser, at regler, som indgår i den retlige rygrad, undertiden ikke overholdes i kommunerne.

Også Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har for nylig interesseret sig for de an­bragte børn og unge. I bemærkningerne til Rigsrevisionens beretning fra august 2016 kritiserer Statsrevisorerne, at kommunerne i mange anbringelsessager netop ikke overholder lovgivningens krav om børnefaglige undersøgelser, børnesamtaler og handleplaner.

Børn over 12 år har ret til at klage

En morfar til en 14-årig pige skrev til Børnekontoret, at kommunen havde besluttet at flytte pigen væk fra sin plejefamilie og i stedet anbringe hende på et socialpædagogisk opholdssted. Han fortalte, at hun var meget ked af det, og at det havde været traumatiserende for hende at miste ”den eneste familie”, hun havde. Pigen var blevet anbragt hos plejefamilien, da hun var cirka et år gammel. Morfaren forklarede, at kommunen ikke havde fortalt pigen, at hun kunne klage over afgørelsen.

Efter serviceloven har børn, der er fyldt 12 år, mulighed for at klage over en afgørelse om at anbringe dem uden for hjemmet eller ændre deres anbringelses­sted.

Ombudsmanden udtalte over for kommunen, at en afgørelse om ændring af an­bringelsessted har en så indgribende betydning, at den bør meddeles skriftligt og ledsages af en klagevejledning. Pigen fik, efter at ombudsmanden havde rejst sagen, vejledning fra kommunen om, at hun kunne klage over afgørelsen.

Sagen er ikke enestående. Børnekontoret har også undersøgt andre sager, hvor børn og unge ikke er blevet vejledt om deres klagemuligheder. Noget tyder der­for på, at kommunerne af og til forsømmer at fortælle børn og unge, der er fyldt 12 år, at de har ret til at klage. At have mulighed for at klage er imidlertid ikke blot en juridisk spidsfindighed. En klageret giver en øget sikkerhed for, at alt er foregået efter reglerne. Og hvis kommunen ikke fortæller en 14-årig anbragt pige, at hun har mulighed for at klage, hvordan skal hun så kunne vide det?

Anbragte børn skal have en ”plan”

I 2015 var temaet for Børnekontorets tilsynsvirksomhed institutioner for børn og unge med handicap. Disse børn er også anbragte børn. Børnekontoret havde i forbindelse med besøgene fokus på, om der bliver lavet handleplaner for børnene.

Det viste sig, at kommunerne i en række tilfælde ikke havde udarbejdet en handleplan for de anbragte børn eller ikke havde revideret planen løbende. I andre tilfælde var de relevante dele af handleplanen ikke sendt til anbringelsesstedet.

Efter serviceloven har kommunerne pligt til at udarbejde en handleplan for et barn, som anbringes uden for hjemmet. En handleplan indeholder vigtige oplysninger om baggrunden for og formålet med anbringelsen. Planen skal også indeholde mål for barnets udvikling og trivsel. Planen er med andre ord et vigtigt redskab for anbringelsesstedet til at kende formålet/målet med an­bringelsen og vide, hvilken indsats der skal ydes i forhold til barnet. Og derfor skal de relevante dele af planen udleveres til anbringelsesstedet.

Børnekontoret har efter tilsynsbesøg i 2014 og 2015 rejst 25 sager om handle­planer. Enten har kommunerne ikke lavet handleplanen, eller de har forsømt at revidere den, eller også er den ikke udleveret til anbringelsesstedet. I en række sager har ombudsmanden udtalt kritik af kommunerne. I en af disse sager havde en 10-årig dreng været anbragt uden for hjemmet, siden han var et år, først hos en plejefamilie og efterfølgende på en institution. Kommunen havde i alle disse år ikke udarbejdet en handleplan.

Alle børn har ret til samme skolegang

Mange anbragte børn går i almindelig folkeskole. Men en kommune har mu­lighed for at henvise anbragte børn og unge til specialundervisning i en intern skole, typisk på den institution eller det opholdssted, hvor barnet opholder sig.

Uanset at børnene er anbragt, er det vigtigt, at de får mulighed for en ordentlig skolegang. Uddannelse er som regel et vigtigt springbræt for dem senere i livet.

Ifølge en ændring af folkeskoleloven i 2013, der havde til formål at styrke kva­liteten af undervisningen i interne skoler, skal eleverne have en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det indebærer, at anbragte børn og unge, der går på en intern skole, har ret til undervisning i de samme fag som elever i folkeskolen. Det fremgår også af folkeskoleloven, at eleverne kun må fritages for undervisning i et eller flere fag, hvis der er lavet en pædagogisk-psykologisk vurdering af den enkelte elev.

I forbindelse med tilsynsbesøg i 2014 på anbringelsessteder med interne skoler fandt Børnekontoret ud af, at nogle interne skoler ikke overholdt reglerne om undervisning i den fulde fagrække og om fritagelse for undervisning i et eller flere fag. Ombudsmanden har derfor udtalt alvorlig kritik af skolerne.

De to kommuner, der har ansvaret for skolerne, har efterfølgende skrevet, at de interne skoler nu følger reglerne om undervisning i den fulde fagrække og om fritagelse for undervisning. Efter at vi beskrev problemerne for Undervisnings­ministeriet, har ministeriet sendt et såkaldt hyrdebrev til alle landets kommuner og indskærpet reglerne om undervisning af anbragte børn.

Anbragte børn kan ikke flyttes med fysisk magt

Anbragte børn bor typisk flere forskellige steder igennem deres opvækst. Det sker altså med jævne mellemrum, at et anbragt barn flytter fra et anbringelses­sted til et andet. Indimellem sker det mod barnets vilje.

En nylig sag afslørede, at det ikke bare er trist, men også meget vanskeligt at flytte et barn mod dets vilje. Myndigheder har nemlig ikke ret til at bruge magt til at flytte et barn til et nyt anbringelsessted. Det gjorde en kommune over for en 11-årig pige. Hun var anbragt hos en plejefamilie og skulle flyttes til et opholdssted, fordi kommunen mente, at der var en ”åbenbar risiko for alvorlig skade på pigens udvikling og trivsel”. Pigen ville imidlertid ikke flytte, og kom­munen forsøgte flere gange forgæves at flytte hende. Til sidst greb kommunen til magt, og kommunens pædagoger bar pigen ud i den ventende bil.

Ombudsmanden havde forståelse for den vanskelige situation, kommunen stod i, men det var ikke i orden at bruge fysisk magt. Han understregede, at der ikke er hjemmel til det i serviceloven eller andre steder i lovgivningen. I serviceloven er der kun hjemmel til at fjerne et barn med magt, hvis det befinder sig hos de voksne, der har forældremyndigheden.

Ombudsmanden har bedt Social- og Indenrigsministeriet (nu Børne- og Socialministeriet) om at overveje, om loven bør ændres, så kommuner i særlige situa­tioner kan bruge magt til at flytte et anbragt barn – også i tilfælde, hvor barnet bor hos andre end indehaverne af forældremyndigheden. Ombudsmanden har endnu ikke modtaget ministeriets svar.

Ressourceknaphed eller misforstået hensyn?

De forskellige sager viser, at kommunerne af og til har problemer med at overholde lovgivningen i sager om anbragte børn. Men hvorfor er der problemer her?

De sager, Børnekontoret har behandlet, giver ikke et klart svar. Vi ved dog, at børneområdet flere steder har været i fokus, når kommuner skal spare. Og besparelser kan naturligvis påvirke sagsbehandlernes arbejdsvilkår.

Man kunne også forestille sig, at manglende overholdelse af lovgivningen i visse tilfælde kan skyldes, at sagsbehandlere ikke vil udsætte børn for alt for mange informationer, fordi det kan gøre dem forvirrede eller give dem urealistiske forventninger til sagens udfald.

Der kan være mange andre forklaringer. Det er derfor vigtigt, at kommunerne og andre relevante myndigheder gennemtænker, hvorfor det nogle gange kniber med at overholde lovgivningen over for de anbragte børn. Reglerne er jo i sidste ende til for at sikre børnenes rettigheder og skabe så stor tryghed som muligt i en ofte vanskelig hverdag.