Den 18. januar 2006 afgav jeg opfølgningsrapport (nr. 1) om inspektionen den 15. marts 2005 af detentionen på Station Amager. I opfølgningsrapporten anmodede jeg Politidirektøren i København om oplysninger om enkelte nærmere angivne forhold. Jeg bad om at politidirektøren sendte oplysningerne gennem Justitsministeriet med henblik på ministeriets eventuelle bemærkninger hertil.
Jeg har herefter modtaget en udtalelse af 13. februar 2006 fra Politidirektøren i København. Jeg har endvidere modtaget et brev af 16. marts 2006 fra Justitsministeriet hvormed ministeriet har sendt mig politidirektørens udtalelse. Ministeriet har samtidig meddelt mig ikke at have bemærkninger hertil.
Jeg skal herefter meddele følgende:
Ad pkt. 2.1.3. Rigspolitichefens detentionskundgørelse
Jeg bad i opfølgningsrapporten (nr. 1) om underretning når Rigspolitichefens reviderede kundgørelse forelå.
Jeg har i anden anledning med Justitsministeriets brev af 17. februar 2006 modtaget en kopi af den revidere kundgørelse fra Rigspolitichefen (kundgørelse II nr. 55 af 1. februar 2006 med bilag). Den reviderede kundgørelse er trådt i kraft den 1. marts 2006.
Ad pkt. 2.2 Den anvendte lokale blanket/rapport, alternativer til detenti-
onsanbringelse, statistik mv.
Under selve inspektionen blev Sundholmen nævnt som et forsorgshjem der på forsvarlig måde kan tage sig af berusede personer. Jeg bad i den endelige rapport politidirektøren om at oplyse om der i distriktet eller andre steder i København er (andre) forsorgshjem eller lignende som kan tage sig af berusede personer.
Da politidirektørens svar på mit spørgsmål alene vedrørte Station Amagers distrikt, gentog jeg i opfølgningsrapporten (nr. 1) mit spørgsmål.
Politidirektøren har oplyst at der ikke er andre forsorgshjem eller lignende i Københavns politis distrikt.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Ad pkt. 2.4.2. Tidspunktet for lægetilsyn
På baggrund af to tilfælde – hvor der gik henholdsvis 1 time og 38 minutter og 1 time og 30 minutter fra indbringelsen til politistationen til lægetilsynet fandt sted – bad jeg politidirektøren om at oplyse om politiet på Station Amager generelt har problemer med at få tilstrækkeligt hurtigt lægetilsyn, eller om de nævnte tilfælde var to enkeltstående tilfælde.
Politidirektøren har anført følgende:
"Politiinspektøren på Station Amager har i den anledning meddelt, at det er hans opfattelse, at der var tale om enkeltstående tilfælde. Politiinspektøren har i den forbindelse undersøgt den gennemsnitlige ventetid på lægetilsyn for så vidt angår 22 detentionsanbringelser, der har fundet sted i 2006. Den gennemsnitlige ventetid var 45 minutter. Lægens responstid varierede i de enkelte tilfælde mellem 0 og 99 minutter. Ventetiden skyldes dels lægens køretid og dels ventetid på grund af igangværende lægeundersøgelser på andre stationer. Det bemærkes, at der anvendes samme vagtlæge til alle stationer inden for Københavns Politis distrikt.
I forbindelse med indbringelsen af berusede personer foretages i hvert enkelt tilfælde en konkret vurdering af, hvorvidt den indbragte skal bringes til undersøgelse på skadestuen, om der skal tilkaldes en ambulance, eller om der kan ske foreløbig anbringelse i detentionen afventende almindeligt lægetilsyn."
Jeg har noteret mig det oplyste og jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål. Jeg er herved gået ud fra at den undersøgelse som politiinspektøren har foretaget, har omfattet alle de (hidtidige) anbringelser i 2006 i detentionen på Station Amager.
Ad pkt. 3. Opfølgning
Jeg betragter herefter sagen om min inspektion af detentionen på Station Amager som afsluttet.
Ad pkt. 4. Underretning
Denne opfølgningsrapport sendes til Politidirektøren i København, Rigspolitichefen, Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg.
Lennart Frandsen
Inspektionschef