Inspektion af detentionen på Station Amager den 15. marts 2005 - Opfølgning

 

 

Den 16. august 2005 afgav jeg den endelige rapport om inspektionen den 15. marts 2005 af detentionen på Station Amager. I rapporten anmodede jeg Politidirektøren i København, Rigspolitichefen og Justitsministeriet om udtalelser om nærmede angivne forhold.

Jeg har herefter modtaget udtalelser af 18. oktober, 11. november og 5. december 2005 fra henholdsvis Politidirektøren i København, Rigspolitichefen og Justitsministeriet.

Jeg skal herefter meddele følgende:


Ad pkt. 1 Detentionen

I rapporten bemærkede jeg at der i de seks besigtigede detentionslokaler ikke er (mekanisk) ventilation. Politidirektøren oplyste i den forbindelse at spørgsmålet om ventilation indgår i en verserende byggesag, og at arbejdet med at etablere ventilation ville blive påbegyndt i uge 31 (2005). Jeg bad om underretning når arbejdet var tilendebragt.

Politidirektøren har oplyst at arbejdet blev afsluttet den 2. september 2005.

Jeg har noteret mig det oplyste.


Ad pkt. 2.1.3.  Rigspolitichefens detentionskundgørelse

Detentionsbekendtgørelsen indeholder i § 19 en bemyndigelse til Rigspolitichefen "til at fastsætte administrative forskrifter vedrørende benyttelsen af politiets detentioner. Jeg gik i rapporten ud fra at Rigspolitichefens kundgørelse ved næste revidering, navnlig ville komme til at indeholde regler om udfærdigelse af den detentionsrapport som er en integreret del af den nuværende kundgørelse, og jeg bad om oplysning om hvornår kundgørelsen forventedes revideret.

Rigspolitichefen har oplyst at den reviderede detentionskundgørelse påregnes at blive udsendt til politikredsene den 1. januar 2006. 

Jeg har noteret mig det oplyste, men har ikke modtaget et eksemplar heraf, og jeg går derfor ud fra at revisionen er blevet forsinket.Jeg beder om underretning når den reviderede kundgørelse foreligger.


Ad pkt. 2.2  Den anvendte lokale blanket/rapport, alternativer til detentionsanbringelse, statistik mv.

Jeg henstillede til Politidirektøren i København at ændre den lokale blanket i overensstemmelse med det som Rigspolitichefen og Justitsministeriet har anført i forbindelse med inspektionen af detentionen i Horsens.

Politidirektøren har oplyst at politiinspektøren på Station Amager har meddelt, at man fremover vil anvende Rigspolitichefens standarddetentionsrapport (blanket P152) der kan hentes via POLSAS.

Justitsministeriet har fundet det beklageligt at Station Amagers tidligere detentionsblanket ikke indeholdt de nødvendige rubrikker til afgivelse af samtlige obligatoriske oplysninger. Ministeriet har samtidig oplyst ikke at ville foretage sig yderligere henset til politidirektørens oplysninger.

Jeg tager det som politidirektøren har oplyst, til efterretning. Jeg er enig i at det er beklageligt at Station Amagers tidligere detentionsblanket ikke indeholdt de nødvendige rubrikker til afgivelse af samtlige obligatoriske oplysninger.


Jeg anførte at det var beklageligt at samtlige punkter i detentionsrapporterne i intet tilfælde var udfyldt i overensstemmelse med detentionskundgørelsens § 22, stk. 1.

Politidirektøren har oplyst at politidirektøren har indskærpet overholdelse af de nævnte bestemmelser over for de relevante medarbejdere.

Justitsministeriet har ligeledes fundet det beklageligt at der ikke er forholdt i overensstemmelse med detentionskundgørelsens § 22, stk. 1, men Justitsministeriet har – under henvisning til politidirektørens indskærpelse – meddelt at ministeriet ikke foretager sig yderligere.

Jeg foretager mig, som anført i rapporten, ikke mere på dette punkt.


Jeg bad Rigspolitichefen om at oplyse tallene for detentionsanbringelser mv. af spirituspåvirkede personer i Københavns politikreds for 2003.

Rigspolitiet har oplyst at følgende fremgår af politiets årstabel for 2003:

Detentionsanbringelser: 2117
Bragt til forsorgshjem eller lignende:    8
Indbragt til sygehus:    121
Bragt til hjemmet:   40.

Jeg bad endvidere – hvis det var muligt – om oplysning om hvorledes antallet af detentionsanbringelser mv. fordeler sig på de enkelte politistationer i politikredsen.

Jeg har ikke modtaget sådanne oplysninger og går ud fra at disse ikke foreligger.


På mit spørgsmål under inspektionen om hvorvidt der i politidistriktet er forsorgshjem eller lignende som på forsvarlig måde kan tage sig af berusede personer, blev det oplyst at en relativt stor del af de detentionsanbragte hører til (og bor på) det nærliggende Sundholm. Jeg bad i rapporten politidirektøren om at oplyse om der i distriktet eller andre steder i København er (andre) forsorgshjem eller lignende som på forsvarlig måde kan tage sig af berusede personer.

Politidirektøren har anført:

"... at der i Station Amagers distrikt alene findes Sundholmen, der i et vist omfang kan tage sig af sine egne beboere, også når de er berusede. Jeg skal i tilknytning dertil bemærke, at der i Station Amagers område bor mange misbrugere i svær grad. Yderligere bor mange alene, hvorfor den påvirkede dårligt kan bringes til hjemmet, idet dette ikke vil være forsvarligt, da der ikke er personer til stede, der kan tage vare på den pågældende".

Jeg har ikke modtaget svar på om der andre steder i politikredsen er forsorgshjem eller lignende som på forsvarlig måde kan tage sig af berusede personer, og jeg gentager derfor mit spørgsmål.

Jeg har noteret mig at forholdsvist færre personer i 2004 blev bragt til hjemmet på trods af Rigspolitichefens henstilling i følgebrevet til detentionskundgørelsen. Jeg går ud fra at dette har forbindelse til de forhold som politidirektøren har anført, jf. citatet ovenfor (om forholdsvis mange enlige misbrugere), og jeg foretager mig i øvrigt ikke mere vedrørende dette spørgsmål.


Ad pkt. 2.3. Grundlaget for detentionsanbringelsen

Jeg anmodede politidirektøren om at oplyse om detentionsrapporten på Station Amager også anvendes og udfyldes for personer der ikke indsættes i detentionen, men transporteres til hjemmet, overgives til andre, indbringes til hospital eller indbringes til forsorgshjem eller lignende.

Politidirektøren har oplyst at der i POLSAS er anført tre dispositionskoder der kan anvendes hvis den berusede person i stedet for at blive bragt til detentionen overlades i andre varetægt, og at der i disse tilfælde ikke bliver udfyldt anholdelsesblanket/detentionsrapport.

Politidirektøren har endvidere oplyst at det vil blive indskærpet over for personalet at der tillige skal udfyldes detentionsrapport i disse tilfælde.

Justitsministeriet har under henvisning til politidirektørens oplysning om at denne forpligtelse vil blive indskærpet, oplyst at ministeriet ikke foretager sig yderligere.

Det er beklageligt at der ikke har været udfyldt detentionsrapporter i disse tilfælde. Idet jeg går ud fra at politidirektøren på nuværende tidspunkt har indskærpet forpligtelsen over for personalet, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.


Ad pkt. 2.4.1. Tidspunktet for tilkald af læge

Tidspunktet for tilkald af læge skal ligeledes anføres i detentionsrapporten, jf. kundgørelsen s § 6, 2. pkt.

I ingen af de ni tilfælde hvor tidspunktet for tilkald af læge var angivet, var tilkald af læge sket før indbringelsen til politistationen. I min endelige rapport anførte jeg at dette eventuelt kan henføres til bestemmelsen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1, sidste punktum, om transporttid af "kortere varighed".

Jeg bad politidirektøren om at oplyse om dette er tilfældet i de ni sager. I benægtende fald bad jeg om nærmere oplysning om praksis med hensyn til underretning af vagthavende under transporten til politistationen og tilkald af læge efter denne underretning.

Politidirektøren har i sin udtalelse oplyst den manglende tilkaldelse af læge under transporten til politistationen i de ni tilfælde kan henføres til den korte transporttid, og at transporttiden inden for distriktet i øvrigt altid er kort.

Justitsministeriet har henholdt sig hertil, men har samtidig understreget at undladelse af at tilkalde læge under transporten til politistationen efter bestemmelsen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1, 2. pkt., principielt må bero på en konkret vurdering af transporttiden i det enkelte tilfælde.

Jeg har noteret mig det som politidirektøren har oplyst, og jeg er enig i Justitsministeriets principielle tilkendegivelse.


Ad pkt. 2.4.2.  Tidspunktet for lægetilsyn

Jeg bad om oplysning om baggrunden for at der i to tilfælde gik forholdsvis lang tid fra indbringelsen til lægetilsynet (henholdsvis 1 time og 38 minutter og 1 time og 30 minutter).

Politidirektøren har oplyst følgende:

"For så vidt angår den person, der blev anholdt kl. 10.45, kan det oplyses, at han blev anholdt af kriminalpolitiet i forbindelse med et indbrud. Han blev derfor først indbragt til Station Amager kl. 11.37 og anbragt i detentionen kl. 11.42. Kl. 11.43 blev lægen tilkaldt, men han ankom ikke til stationen før kl. 13.15.

I det andet tilfælde blev den berusede person anholdt kl. 22.45. Han blev indbragt til Station Amager kl. 22.55. Af ukendte årsager blev lægen beklageligvis først tilkaldt kl. 23.15. Lægen ankom imidlertid ikke til stationen før læ. 00.25.

Uanset at der i det andet tilfælde beklageligvis gik 20 minutter fra indbringelsen til tilkald af læge, skyldes den forholdsvis lange tid fra indbringelsen til lægeundersøgelsen i begge tilfælde først og fremmest lægens responstid."

Jeg har noteret mig det oplyste. Jeg beder politidirektøren om at oplyse om politiet på Station Amager generelt har problemer med at få et tilstrækkeligt hurtigt lægetilsyn, eller om der er tale om enkeltstående tilfælde.


Ad pkt. 2.5. Oplysninger fra Kriminalregisteret

Jeg gik ud fra at politidirektøren i forbindelse med indskærpelsen over for de relevante medarbejdere om overholdelse af kundgørelsens § 22, stk. 1, ville overveje at indskærpe notatpligten og pligten til at vedlægge udskrifter af Kriminalregisteret.

Politidirektøren har oplyst at politiinspektøren på Station Amager har oplyst at alle medarbejdere er vidende om at der skal spørges på tilbageholdte i Kriminalregisteret før der sker indsættelse i detentionen, og at der er tale om en beklagelig fejl når der i ét tilfælde ikke var vedlagt udskrift.

Jeg har noteret mig det oplyste og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.


Ad pkt. 2.7. Tilsyn

Jeg gik ud fra at Station Amager har lytte- og overvågningsudstyr der er godkendt af Rigspolitichefen, men bad for en ordens skyld politidirektøren bekræfte dette, hvilket politidirektøren har gjort.


Ad pkt. 2.7.1. Tilsyn under foreløbig anbringelse i detentionen (skærpet tilsyn)

Jeg anførte bl.a. følgende:

" I et af de ti tilfælde (anholdelsen den 10. februar 2005) fremgår det af detentionsrapporten at vagthavende ved fremstillingen vurderede at den frihedsberøvede var påvirket af alkohol i svær grad. Den pågældende var herefter anbragt i detentionen i godt to timer (fra kl. 16.14 til kl. 18.20). Af den vedlagte lægeerklæring fremgår det at den frihedsberøvede havde en promille på 2,2, at han tidligere samme dag var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, Amager Hospital, og at lægen vurderede at den undersøgte umiddelbart burde undersøges yderligere. Lægeundersøgelsen varede i 53 minutter (fra kl. 17.15 – 18.08).

Det fremgår endvidere af detentionsrapporten at vagthavende ved lægeundersøgelsens afslutning kl. 18.08 anbragte den pågældende endeligt i detentionen, men at han kl. 18.20 blev løsladt. Den pågældende blev forud for lægeundersøgelsen tilset kl. 16.50 og 17.05. Der gik således 36 minutter fra den foreløbige anbringelse (kl. 16.14) i detentionen og indtil det første tilsyn fandt sted (og 15 minutter mellem det første og det andet tilsyn).

Det er beklageligt at der tilsyneladende er ført tilsyn med den frihedsberøvede i strid med bekendtgørelsens regler.

Jeg beder også under henvisning til de ovenfor refererede oplysninger fra detentionsrapporten og lægeerklæringen om den frihedsberøvedes tilstand politidirektøren om nærmere oplysninger om på hvilken måde der blev ført tilsyn med den frihedsberøvede forud for lægeundersøgelsen."


Politidirektøren har oplyst at der er tale om en beruser der er særdeles godt kendt af personalet på Station Amager, og at den pågældende person var indbragt for beruselse to gange den 7. februar, tre gange den 8. februar, to gange den 9. februar og igen den 10. februar 2005 (det aktuelle tilfælde). Politidirektøren har tilsluttet sig beklagelsen af at der ikke er ført tilsyn med den frihedsberøvede i overensstemmelse med reglerne.

Endvidere har politidirektøren oplyst at det af POLSAS fremgår at der blev rekvireret en ambulance til den pågældende beruser kl. 18.03. Lægeundersøgelsen blev afsluttet kl. 18.08. Politidirektøren har desuden oplyst at tiden frem til løsladelsestidspunktet kl. 18.20 må formodes anvendt til at bringe den berusede fra detentionen til ambulancen. Politidirektøren har endelig anført at blanketten ikke burde have været opdateret med endelig detentionsanbringelse.

Justitsministeriet har henvist til politidirektørens oplysninger og har ligeledes beklaget at der ikke er ført tilsyn i overensstemmelse med detentionsbekendtgørelsens regler hvilket ministeriet samtidig har oplyst at have meddelt politidirektøren.

Jeg lægger til grund at der gik 36 minutter fra den foreløbige anbringelse (kl.16.14) i detentionen og indtil første tilsyn fandt sted, og at det på nuværende tidspunkt ikke kan oplyses på hvilken måde der blev ført tilsyn med den frihedsberøvede forud for lægeundersøgelsen.

Jeg har noteret mig det som politidirektøren og Justitsministeriet har anført – og herunder beklagelserne – og foretager mig ikke mere vedrørende spørgsmålet om skærpet tilsyn.


Ad pkt. 2.7.2.1. Tidspunktet for det første tilsyn

Jeg bad i fortsættelse af mine spørgsmål ovenfor under pkt. 2.7.1. politidirektøren om at oplyse om der blev ført tilsyn med den pågældende fra tidspunktet for lægeundersøgelsens afslutning og indtil løsladelsen fandt sted og i bekræftende fald om en udtalelse om intensiteten af dette tilsyn (anholdelsen den 10. februar 2005).

Som det fremgår af det der er anført ovenfor, blev den pågældende ikke anbragt endeligt i detentionen, men derimod kørt væk i en ambulance.

Jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.


Ad pkt. 2.7.2.2. Tidspunktet for det sidste tilsyn

I fem tilfælde gik der tilsyneladende langt mere end tre kvarter fra det sidste tilsyn og indtil løsladelsen fandt sted (fra 1¾ til 4¾ timer). De frihedsberøvede var i tre af de fem tilfælde anholdt for spiritus/promillekørsel mv. og indbrud. Om det lange tidsrum uden tilsyn forud for løsladelsen skyldes at disse frihedsberøvede blev afhørt forud for løsladelsen, fremgår ikke. Jeg bad politidirektøren om nærmere oplysning om tilsynet med de fem frihedsberøvede i den sidste del af anbringelsen i detentionen.

Politidirektøren har oplyst at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at udskrive rapporter fra POLSAS, da de er slettet fra systemet i overensstemmelse med gældende regler. Politidirektøren har endvidere oplyst at det er normal praksis at løsladelsen sker i umiddelbart forlængelse af afhøring i straffesagen.

Jeg har noteret mig det oplyste og foretager mig ikke mere vedrørende det sidste tilsyn i disse fem tilfælde.


Ad pkt. 2.7.2.3. Intervallet mellem tilsyn

I seks tilfælde gik der (maksimalt) 37 minutter, 40 minutter (i to tilfælde), 43 og 60 minutter mellem tilsynene. Jeg bad politidirektøren om en udtalelse om tilsynet med de frihedsberøvede i de seks sager.

Politidirektøren har oplyst at Politiinspektøren på Station Amager har oplyst at det må lægges til grund at der er ført tilsyn som angivet i blanketterne.

Politidirektøren har beklaget at der ikke er ført tilsyn i overensstemmelse med reglerne.

Justitsministeriet har anført følgende herom:

"Justitsministeriet finder det beklageligt, at der ikke er ført tilsyn i overensstemmelse med detentionsbekendtgørelsens regler, hvilket ministeriet i dag har meddelt Politidirektøren i København. Justitsministeriet har endvidere i dag indskærpet over for Politidirektøren i København, at tilsyn med detentionsanbragte efter detentionsbekendtgørelsens § 14 skal ske mindst 1 gang hver halve time."

Jeg er enig med Politidirektøren og Justitsministeriet i at dette er beklageligt.

Jeg har noteret mig at Justitsministeriet har indskærpet bestemmelserne i detentionsbekendtgørelsens § 14 over for politidirektøren, og jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.


Ad pkt. 2.7.2.5. Karakteren af de udførte tilsyn

Jeg bad politidirektøren om at oplyse om PD-orientering nr. 39 af 11. oktober 2000 fortsat er gældende og i givet fald vedlægge et eksemplar heraf.

Politidirektøren har oplyst at disse lokale regler er erstattet af A-meddelelse A-I-6 som jeg har modtaget et eksemplar af sammen med politidirektørens udtalelse.

De nævnte lokale regler giver mig ikke anledning til bemærkninger.


Ad pkt. 2.8. Løsladelsestidspunktet

I det ovenfor flere gange nævnte tilfælde (anholdelsen den 10. februar 2005) bad jeg om nærmere oplysninger om hvad politiet foretog sig ved løsladelsen for at afværge "faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed", jf. politilovens § 11, stk. 4.

Som det fremgår ovenfor, blev den pågældende efter løsladelsen med ambulance bragt til hospitalet hvilket jeg som allerede nævnt har noteret mig.


Ad pkt. 3. Opfølgning

Jeg beder om at de oplysninger som jeg ovenfor har bedt Politidirektøren i København om, sendes gennem Justitsministeriet med henblik på ministeriets eventuelle bemærkninger hertil.


Ad pkt. 4. Underretning

Denne opfølgningsrapport sendes til Politidirektøren i København, Rigspolitichefen, Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg.


                                                                      Lennart Frandsen
                                                                       Inspektionschef