Afsluttende brev sendt til Politimesteren i Odense:
Vedrørende besigtigelse af venterum på politistationen i Odense
I forbindelse med min inspektion den 20. april 2005 af detentionen i Odense foretog jeg tillige besigtigelse af venterummene i Odense.
Om venterummene dette sted oplyste Rigspolitichefen i brev af 12. september 2005 følgende:
"...
I den anledning skal det oplyses, at Rigspolitiet den 15. januar 2004 inspicerede de 6 venterum, som politiet i Odense råder over.
Ved inspektionen af venterummene, som alle er indrettet før 1992, blev 4 rum hos ordenspolitiet opmålt til ca. 5 m2, mens 2 rum hos kriminalpolitiet blev opmålt til henholdsvis ca. 4,6 m2 og ca. 5,5 m2.
Rigspolitiet bemærkede, at Justitsministeriets vejledende retningslinier ikke var opfyldt med hensyn til røgmeldere og ventilationsriste.
Odense Politi har i juli måned 2004 meddelt Rigspolitiet, at røgmeldere nu er installeret, ligesom defekte ventilationsriste er blevet udskiftet.
Rigspolitiet finder herefter, at venterumsforholdene på politigården i Odense – uagtet at ét af venterummenes gulvareal udgør 4,6 m2 – må betegnes som acceptable."
Ved min besigtigelse – der som nævnt skete den 20. april 2005 – fik jeg fremvist 4 venterum som efter det oplyste anvendes af både ordens- og kriminalpolitiet. Efter at have læst Rigspolitichefens ovennævnte brev, må jeg herefter forstå at jeg ikke den 20. april 2005 blev forevist de 2 sidste venterum.
Politimesteren bedes oplyse om der som nævnt i Rigspolitichefens brev, er 2 yderligere venterum, og i givet fald hvorfor jeg ikke fik fremvist disse.
De 4 venterum som jeg fik forevist under inspektionen, var ens i størrelse og indretning. Jeg går derfor ud fra at disse 4 rum er identiske med de rum som Rigspolitichefen i brevet af 12. september 2005 oplyser, har et areal på 5 m2
Under besigtigelsen blev jeg opmærksom på at der i flere af dørkarmene – på indersiden af dørene ind til venterummene – var huller med en diameter på ca. 1,2 cm.
Jeg udtalte allerede under inspektionen kritik af de nævnte huller i dørkarmene idet disse kan anvendes til fastgørelse af genstande som er egnede til suicidalforsøg. Jeg henstiller derfor at hullerne bliver lukket. Jeg beder politimesteren om at orientere mig om hvad min henstilling giver anledning til.
Efter min besigtigelse den 20. april 2005 kan jeg for så vidt angår disse 4 rum i øvrigt tilslutte mig Rigspolitichefens vurdering af venterummene. Jeg bemærker at kaldeanlægget blev afprøvet under besigtigelsen, og at det virkede. Jeg bemærker endvidere at det under inspektionen blev oplyst at røgmeldere var indbygget i udsugningsanlægget, og at erindringslamperne var placeret udenfor hvert af de 4 venterum.
Med venlig hilsen
Lennart Frandsen
Inspektionschef