En hf-elev, der gik på et kostgymnasium, blev bortvist fra skolen og kostafdelingen, fordi han havde røget hash under en bytur i en weekend. Men det havde skolen ikke ret til, fastslår Folketingets Ombudsmand i en ny udtalelse.
”En skole kan ikke bortvise en elev som følge af elevens adfærd i fritiden, når der ikke er klar lovhjemmel til det, eller i øvrigt dokumentation for, at elevens adfærd havde indvirkning på skolen eller kostafdelingen”, siger Jørgen Steen Sørensen.
Skolen forklarede over for ombudsmanden, at det fulgte af skolens og kostafdelingens regler, at elever blev bortvist, hvis de røg hash eller anvendte andre stoffer. Det gjaldt, uanset om det skete i skoletiden eller i fritiden. Men ombudsmanden skriver i sin udtalelse, at der er grænser for, hvad der – uden en klar lovhjemmel – kan fastsættes regler om.
”Jeg har stor forståelse for, at uddannelsesinstitutioner er nødt til at have studie- og ordensregler, herunder regler om elevernes brug af stoffer. Men der kan ikke fastsættes regler om, hvad eleverne gør i deres fritid, medmindre der er lovhjemmel til det, eller adfærden har indvirkning på, hvordan eleverne fungerer, når de er på skolen eller kostafdelingen”, siger Jørgen Steen Sørensen.
Adfærd i fritiden er ikke reguleret
Hf-eleven klagede til ombudsmanden over at være blevet bortvist fra både sit hf-uddannelsesforløb og skolens kostafdeling. Eleven benægtede ikke, at han havde røget hash, men ombudsmanden måtte lægge til grund, at der ikke var dokumentation for, at eleven havde været påvirket på skolens eller kostafdelingens områder. Bortvisningen var således en konsekvens af, at eleven i en weekend havde røget hash under en bytur, dvs. uden for skolens og kostafdelingens områder.
Det er ombudsmandens opfattelse, at det var forkert at bortvise eleven i en situation, hvor der ikke forelå dokumentation for, at eleven var synligt påvirket, da han kom tilbage til kostafdelingen efter byturen, og der i øvrigt ikke var oplysninger om, at eleven havde røget hash i en sammenhæng, hvor han blev identificeret med skolen eller kostafdelingen. Under disse omstændigheder kunne det ikke fastslås, at elevens adfærd havde haft en indvirkning på skolen eller kostafdelingen, der kunne begrunde bortvisningen.
Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet, at der blev tilvejebragt en særlig lovhjemmel, hvis man ønskede at gribe ind over for elevernes adfærd i fritiden.
Læs ombudsmandens udtalelse her.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Kontorchef Karsten Loiborg, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Hvad må der fastsættes regler om?
- Der kan fastsættes studie- og ordensregler, der regulerer elevernes adfærd, når de befinder sig på skolens geografiske område, både i undervisningstiden og uden for undervisningstiden, f.eks. til fester eller andre arrangementer på skolen.
- Der kan også fastsættes studie- og ordensregler, der gælder, når eleverne befinder sig uden for skolens geografiske område i en situation, der må anses for at være undervisningstid, f.eks. i forbindelse med ekskursioner med skolen.
- Endvidere kan der fastsættes studie- og ordensregler for selve kostafdelingen, dvs. regler, der gælder for kosteleverne, når de befinder sig på kostafdelingens geografiske område, herunder i deres fritid.
- Kostafdelingens studie- og ordensregler kan også gælde for kostelevernes adfærd, når de er uden for kostafdelingens område, men befinder sig i en sammenhæng, der har relation til kostafdelingen, f.eks. på en ekskursion med kostafdelingen.
Hvornår er der hjemmel?
Ifølge det forvaltningsretlige legalitetsprincip må en myndighed ikke fastsætte generelle regler eller træffe en konkret afgørelse, uden at der er hjemmel til det. Generelle regler, som myndigheden fastsætter, eller en konkret afgørelse, som myndigheden træffer i forhold til en borger, skal med andre ord være legitimeret i en lov eller i en anden anerkendt retskilde, f.eks. en retsgrundsætning.
Det er således almindeligt anerkendt, at f.eks. en institution kan fastsætte generelle regler eller træffe konkrete afgørelser med hjemmel i det såkaldte anstaltsforhold. Det betyder, at institutionen kan fastsætte de generelle regler og træffe de konkrete afgørelser, der er nødvendige for, at institutionen kan fungere i overensstemmelse med formålet. I kravet om nødvendighed ligger også, at der skal være et rimeligt forhold mellem mål og midler – det såkaldte proportionalitetsprincip skal overholdes.
Se i øvrigt artiklen ”Anstaltsforholdet – en vanskelig hjemmel”, som er offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for 2010 (side 29 ff. i den trykte udgave) og på ombudsmandens hjemmeside.