Politiet retter op på dokumentationsmangler i udsendelsessager

18-04-2013

Når politiet tvangsudsender en udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark, skal oplysninger om udsendelsen dokumenteres. Dette centrale forvaltningsprincip vil Rigspolitiet nu tage en række initiativer for at leve op til. Det sker efter, at ombudsmanden har gennemgået 42 udsendelsessager fra 2011 og fundet en række dokumentationsmangler. 

"En tvangsmæssig udsendelse er et alvorligt indgreb i den personlige frihed. Det er derfor vigtigt, at alle væsentlige oplysninger i forhold til udsendelserne dokumenteres,” siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, der er meget tilfreds med, at Rigspolitiet har reageret hurtigt for at forbedre dokumentationen i udsendelsessagerne.
 

Bedre uddannelse af politi
Folketingets Ombudsmand har siden 2011 ført tilsyn med politiets tvangsmæssige udsendelser af udlændinge. Ombudsmandens opgave er at bedømme, om politiets udsendelser følger gældende ret, herunder bl.a. Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten og internationale menneskerettighedskonventioner, og god forvaltningsskik. 

Ombudsmanden konkluderer i den seneste årsberetning på området overordnet, at politiet i 2011 har gennemført tvangsudsendelser med ”respekt for det enkelte individ”. Han påpeger imidlertid samtidig, at dokumentationen i 38 ud af de 42 sager er mangelfuld. 

I en sag fremgik det således ikke, at politiet havde brugt magt til at følge en kvinde og hendes datter om bord på et fly. Ud fra sagens dokumenter var det dog klart, at politiet måtte have anvendt magt, idet kvinden og datteren havde nægtet at gå om bord på flyet og bl.a. gjort passiv modstand ved at lade som om, de besvimede. I en anden sag fremgik det ikke, hvilke særlige hensyn politiet havde taget til en psykisk syg kvinde og hendes 2 børn på henholdsvis 5 år og 11 år. 

Politiet har overfor ombudsmanden anerkendt vigtigheden af og pligten til at notere og dokumentere relevante oplysninger. Rigspolitiet har derfor netop indført systematisk kvalitetskontrol og sikring af skriftligt materiale i udsendelsessagerne for at sikre mere ensartede og dækkende beskrivelser af udsendelsesforløbene. Derudover vil Rigspolitiet fremover have større fokus på dokumentationskravet i uddannelsen af det politipersonale, som deltager i ledsagede udsendelser. 

 

Se hele den endelige redegørelse her

Se nyhed om ombudsmandens årsberetning på udsendelsesområdet fra 2011.

 

For yderligere kommentarer, kontakt: 

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf.: 20 33 97 52 

Fuldmægtig, Klavs Kinnerup Hede, tlf.: 20 44 75 84 

 

FAKTA
Hvad er dokumentationskrav?
Ifølge den ulovbestemte almindelige retsgrundsætning om notatpligt skal myndigheder gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag, som ikke allerede fremgår af brevvekslingen i sagen eller af sagens dokumenter. Politiet skal derfor som forvaltningsmyndighed notere og dokumentere oplysninger om en tvangsudsendelses faktiske omstændigheder, der ikke allerede fremgår af sagens dokumenter. 

Også de internationale og nationale retningslinjer om udsendelsessager indeholder anbefalinger mv. vedrørende dokumentation. Retningslinjerne kan siges at uddybe, hvilke oplysninger politiet ifølge retsgrundsætningen om notatpligt skal notere på sagerne. 

 

Ombudsmandens tilsyn med tvangsudsendelser  

  • Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med tvangsmæssige udsendelser af statsborgere, som kommer fra tredjelande (ikke EU-lande), og som ikke har lovligt ophold i Danmark.  
  • Opgaven blev tildelt ombudsmanden i forbindelse med, at Danmark med virkning fra 1. april 2011 gennemførte EU’s udsendelsesdirektiv, der udstikker fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.  
  • I Danmark er det politiet, som sørger for udlændinges udrejse af landet, når de ikke udrejser frivilligt.  
  • Inden ombudsmanden fik opgaven med at føre tilsyn med tvangsudsendelserne, eksisterede der ikke et særskilt tilsyn, og der er således tale om en ny ordning i Danmark.  
  • Formålet med ombudsmandens tilsyn er at sikre, at politiets tvangsmæssige udsendelser sker med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse. Ombudsmanden skal bedømme, om politiet handler i strid med gældende ret og god forvaltningsskik, jf. ombudsmandslovens § 21. Desuden vurderes udsendelserne også i forhold til de internationale og nationale retningslinjer, der findes på området. 
  • Ifølge udlændingelovens § 30 a, stk. 3, foretages tilsynet på grundlag af regelmæssige indberetninger fra politiet og en gennemgang af et antal afsluttede konkrete udsendelsessager. Ombudsmanden kan endvidere efter § 30 a, stk. 4, 1. pkt., være til stede under politiets udsendelser. 
  • Ombudsmanden modtog i alt 277 sager fra 2011. På baggrund af en screening af sagerne valgte ombudsmanden at udtage 42 til nærmere gennemgang. En medarbejder fra ombudsmandsinstitutionen var til stede under 8 af politiets tvangsudsendelser i 2011.