Ret til at ansøge på gammeldags vis

21-12-2011

Myndighederne kan ikke uden videre kræve at borgerne skriver elektronisk til dem. Kun hvis det står i loven. Det har Folketingets Ombudsmand slået fast i en sag hvor en kommune havde besluttet at se bort fra stillingsansøgninger der ikke blev sendt med e-mail. 

Da ombudsmanden hørte om kommunens praksis, valgte han på eget initiativ at undersøge om fremgangsmåden var lovlig. Det mente kommunen den var – bl.a. fordi der er en generel strategi om at myndighederne skal gå over til digital forvaltning som er meget billigere. Fordi der ikke stod noget i loven om at kommunen kunne stille kravet, mente ombudsmanden derimod at fremgangsmåden var ulovlig og henstillede til kommunen at ændre praksis. 

”Sagen viser at myndighederne i deres overgang til digital forvaltning bør sikre sig at deres tiltag er lovlige”, siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. 

Sagen illustrerer endnu et forhold som forvaltningsmyndighederne bør være opmærksomme på ved brugen af IT. Den føjer sig dermed til en lang række tidligere ombudsmandssager om anvendelsen af IT i det offentlige der er omtalt i notatet ”Forvaltningsretlige krav til det offentliges IT-løsninger”.

Ombudsmandens udtalelse findes her.

Yderligere oplysninger kan fås hos Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, på telefon 33 13 25 12 eller mobil 40 43 45 43.

 

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 5000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand