Stadig lange sagsbehandlingstider i vurderingsankenævnene

29-12-2011

Antallet af klager over ejendomsvurderinger steg meget voldsomt i 2008. Der kom ca. 21.900 klager til landets 15 vurderingsankenævn mod ca. 4.800 året før. Vurderingsankenævnene kunne slet ikke følge med sagspresset. Det førte til uacceptabelt lange sagsbehandlingstider. Vurderingsankenævnene kæmper stadig med sagspuklen.

Folketingets Ombudsmand har tidligere på året udtalt kritik af sagsbehandlingstiden i to vurderingsankenævn. Sagsbehandlingstiden i Vurderingsankenævn København og Sagsbehandlingstiden i Skatte- og Vurderingsankenævn Bornholm.

Under ombudsmandens behandling af de to sager blev det klart at der ikke var tale om enkeltstående tilfælde. Sagerne afspejlede et generelt problem. Derfor rejste ombudsmanden en generel sag over for skattemyndighederne om sagsbehandlingstiderne i landets 15 vurderingsankenævn.

Vurderingsankenævnene har taget en række initiativer for at få behandlet de mange sager. I 2007 var der 22 årsværk til betjening af vurderingsankenævnene. Siden er antallet af årsværk steget, så der i 2010 var 96 årsværk. Derudover har man koordineret indsatsen på landsplan så de ældste sager bliver behandlet først. 
 
Men ventetiden på at få behandlet en klage over en ejendomsvurdering er stadig lang. Vurderingsankenævnene er stadig ikke færdige med at behandle de klager der kom ind i 2009. Og de skal behandles før de klager der blev modtaget i nævnene i 2010 og 2011.

”Ankenævnene har gjort en hel del for at håndtere den store sagspukkel, men der er stadig lang vej igen hvor borgerne vil opleve sagsbehandlingstider som overskrider det acceptable. Derfor vil vi følge nøje med i at myndighederne gør alt hvad der er muligt for at komme problemet til livs”, siger Hans Gammeltoft-Hansen. 

Ombudsmanden har på den baggrund besluttet at følge udviklingen i vurderingsankenævnenes sagsbehandlingstider og har bedt om at blive holdt underrettet om hvordan det går med afviklingen af sagspuklen.

Ombudsmandens udtalelse findes her.

Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, mobil 40 43 45 43, eller kontorchef Karsten Loiborg, telefon 33 13 25 12.

 

FAKTA

Det følger af god sagsbehandlingsskik at sager inden for den offentlige forvaltning skal behandles inden for en rimelig tid, og at partnerne i sagen skal have underretning hvis sagen trækker ud. Hvis en part i sagen rykker for svar i en sag der har trukket længe ud, bør myndigheden med det samme oplyse hvorfor sagen har trukket ud, og hvornår sagen kan forventes at blive afsluttet.
 
Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om en myndigheds sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om hvornår den forløbne tid overskrider det acceptable, kan derfor ikke besvares generelt. Ud over den samlede sagsbehandlingstid må man tage andre forhold i betragtning, herunder sagens karakter, omfanget af de undersøgelser myndigheden skal foretage, den sædvanlige sagsbehandlingstid og de løbende ekspeditioner i sagen.

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 5000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.