16 dages tilsynsbesøg i Grønland

Bliver de frihedsberøvede i Grønland behandlet ordentligt af personalet, og hvordan behandler de hinanden? Har de dømte adgang til arbejde og undervisning? Og kan de anholdte i detentionerne få hjælp, hvis de har brug for det?

Det var nogle af de ting, som ombudsmanden undersøgte under en 16-dages tilsynsrejse til Grønland.

Hovedindtrykket var, at politiet og kriminalforsorgen i Grønland grundlæggende behandler mennesker i deres varetægt hensynsfuldt og værdigt, selv om ombudsmanden gav myndighederne anbefalinger om ændringer på nogle punkter.

Ikke pres på kapaciteten

De seks anstalter i Grønland – der svarer til fængsler – ligger spredt med stor afstand på den grønlandske kyst. Fem af anstalterne er åbne, og de er små – hver af dem har plads til mellem ni og 21 indsatte. De fem åbne anstalter ligger i byerne Tasiilaq, Qaqortoq, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat. Anstalterne falder naturligt ind i bybilledet, de ligner byernes øvrige huse med facader af træ. De ligger i byerne – i nogle tilfælde i udkanten – og er ikke omgivet af hegn eller mur.

Lidt uden for Nuuk – placeret for sig selv – ligger den nyeste og eneste grønlandske anstalt med lukkede afdelinger, der er omkranset af hegn, ringmur og alarmer. Anstalten har også åbne afdelinger, der ligger uden for ringmuren. Derudover har anstalten, som den eneste i Grønland, særskilte afdelinger til kvinder. Anstalten åbnede i 2019, og den har plads til i alt 76 indsatte – lige så mange, som de åbne anstalter har plads til tilsammen.

Hvert besøg på anstalterne varede en dag, hvor besøgsholdet så anstaltens lokaler og talte med ledelse, personale og indsatte.

Blandt de indsatte var både mænd og kvinder. De fleste var dømt til anstaltsanbringelse (svarende til fængselsstraf), nogle var dømt til forvaring (tidsubestemt anstaltsanbringelse), og andre var tilbageholdt (varetægtsfængslet) i anstalterne.

Stort set alle steder var der færre indsatte, end der var plads til, og der manglede ikke personale. Så der var – i modsætning til i Danmark – ikke pres på anstalternes kapacitet.

Fortsat en del af lokalsamfundene 

Indsatte har ligesom i Danmark ret og pligt til at være beskæftiget, f.eks. med arbejde eller uddannelse. Men i Grønland skal indsatte i åbne anstalter så vidt muligt være beskæftiget uden for institutionen. Tanken er, at de indsatte ikke skal afskæres fra samfundet omkring dem, men at de derimod i videst muligt omfang fortsat skal være en del af lokalsamfundene, så de kan fungere i dem, når de bliver løsladt.

Det fremgik under besøgene, at de indsatte dagligt passede deres arbejde uden for anstalterne. Det kunne være på en fisketrawler, på en fiskefabrik, på en kirkegård, i et supermarked, hos en automekaniker eller ved byggeriet af en ny lufthavn i byen Ilulissat.

Denne åbenhed i forhold til det omgivende samfund gælder ikke i samme omfang for indsatte på de lukkede afdelinger i anstalten i Nuuk – og heller ikke for indsatte i de åbne anstalter, der endnu ikke har fået tilladelse til udgang.

Beskæftigelsen uden for anstalterne er desuden afhængig af lokale forhold. Der er ikke i alle byer lige gode muligheder for at komme i arbejde. Heller ikke alle byer har uddannelsesinstitutioner og lærerkræfter, og kun anstalten i Nuuk har ansat en lærer til at undervise de indsatte i anstalten. De små enheder i de små samfund, der ligger fjernt fra hinanden, skaber dermed begrænsninger. 

Relationer

Der er få tilfælde af magtanvendelse i de grønlandske anstalter. Personale og indsatte oplyste under besøgene, at det hænger sammen med, at ansatte og indsatte har en god dialog, at der er gensidig respekt og tillid imellem dem, og at deres indbyrdes relation er relativt tæt.

Forekomsten af vold og trusler mellem de indsatte er efter det oplyste også lav, og det generelle billede er, at der – i det omfang der forekommer vold og trusler mellem indsatte – ikke er tale om voldsomme episoder og overgreb. Kriminalforsorgen oplyste, at der ikke er organiseret bandekriminalitet i Grønland. Dermed er der heller ikke i anstalterne repressalier, vold og trusler, der knytter sig til bandegrupperinger.

Besøgsholdene konstaterede imidlertid, at der i enkelte anstalter var chikane og mobning blandt de indsatte – at stærke indsatte chikanerede og i nogle tilfælde rottede sig sammen mod svagere indsatte. Styrkeforholdet havde f.eks. at gøre med, hvilken kriminalitet den indsatte var dømt for, eller hvor han kom fra. Nogle indsatte blev således mobbet, fordi de var dømt for seksualforbrydelser, mens andre blev chikaneret, fordi de kom fra Østgrønland. Det førte til, at enkelte indsatte for at beskytte sig selv  valgte at isolere sig fra fællesskabet med andre indsatte. I en af anstalterne kunne det imidlertid ikke lade sig gøre, fordi de indsatte kunne låse sig ind på hinandens værelser. 

Kommunefogeder holder ro og orden

Kommunefogederne er civile borgere uden politiuddannelse, der hjælper politiet i bygder, hvor der ikke er en politistation. De tager sig af mange forskellige opgaver og skal f.eks. både inddrive bøder og hjælpe med at opretholde ro og orden.

Bliver der begået en forbrydelse i en bygd, kan det være nødvendigt for den lokale kommunefoged at anholde gerningsmanden, indtil politiet kommer frem. I nogle bygder er der ikke en detention, og kommunefogeden må i stedet bruge f.eks. kommunens eller sundhedsvæsenets bygninger til frihedsberøvelsen. Det sker dog ganske sjældent.

I andre bygder er der ganske vist en detention – men efter et tilsynsbesøg i Grønland i 2013 drøftede ombudsmanden sikkerheden i netop de grønlandske detentioner uden fast politibetjening med de ansvarlige myndigheder. Ombudsmandens medarbejdere havde besøgt en detention, der ikke indeholdt noget teknisk anlæg, som de frihedsberøvede kunne bruge til at tilkalde kommunefogeden. De, der var anbragt i detentionen, kunne derfor kun tilkalde hjælp eller komme på toilettet, hvis kommunefogeden var til stede. Herudover fortalte en kommunefoged, at han altid visiterede de frihedsberøvede sådan, at de kun havde undertøj på og derudover havde nogle tæpper. Det gjaldt også, hvis de skulle overnatte i detentionen.

Besøget i 2013 førte til, at reglerne på området blev ændret. Nu skal kommunefogederne holde de frihedsberøvede under opsyn hele tiden. Kommunefogederne modtog også nye instruktioner om visitation. 

Sagen er offentliggjort på ombudsmanden.dk som FOB 2017-33.

Da medarbejderne fra ombudsmanden besøgte otte kommunefogeder i oktober 2021, var det bl.a. for at følge op på problemstillingerne fra 2013. Ombudsmandens medarbejdere spurgte derfor kommunefogederne, hvordan de foretog en frihedsberøvelse. Svarene gav ikke ombudsmanden grund til at tro, at der var problemer med frihedsberøvede, som ikke kunne kontakte kommunefogeden, eller som blev visiteret unødigt indgribende. Det tyder altså på, at der er sket en forbedring. Ud over ændringen af reglerne og de nye instruktioner skyldes det nok også, at der er blevet iværksat en række initiativer for at uddanne kommunefogederne. Nogle kommunefogeder fortalte dog, at de endnu ikke havde gennemført det fulde uddannelsesforløb. Det anbefalede ombudsmanden derfor Politimesteren i Grønland at sikre. 

Kan du høre, hvad jeg siger?

Det er ikke kun i kommunefogedernes detentioner, der kan opstå problemer i forhold til de frihedsberøvedes mulighed for at tilkalde hjælp. Politistationerne i Grønland lukker kl. 16, bortset fra stationen i Nuuk, der er døgnbemandet. Når der ikke er politi til stede på stationen, sikres de frihedsberøvedes sikkerhed ved hjælp af bl.a. kaldeanlæg og kameraovervågning. Medarbejderne fra ombudsmanden kunne konstatere, at disse installationer ikke virkede alle steder. F.eks. var der et kaldeanlæg, hvor man kun kunne høre, at anlægget blev aktiveret, men ikke, hvad der blev sagt. Ombudsmanden anbefalede, at fejlene blev udbedret.