Region Syddanmark stopper praksis med tavshedsklausuler i fratrædelsesaftaler

22-12-2022

Region Syddanmark er nu holdt op med som standard at bruge klausuler om fortrolighed i fratrædelsesaftaler, der indgås mellem regionen og dens medarbejdere.

Ombudsmanden rejste af egen drift en sag om regionens praksis, da han blev opmærksom på, at regionen havde skrevet til en borger, at det var en sædvanlig del af en fratrædelsesaftale i regionen, at regionen og den pågældende medarbejder aftalte, at aftalens indhold var fortroligt.

”En offentlig myndighed kan ikke på den standardiserede, generelle måde, som regionen har gjort, indgå aftale om tavshedsklausuler i forbindelse med fratrædelsesaftaler. Aftaler om fortrolighed vedrørende sådanne aftaler kræver, at der i det enkelte tilfælde er vægtige saglige hensyn, der begrunder, at det er nødvendigt at aftale fortrolighed omkring bestemte forhold. Jeg er derfor tilfreds med, at Region Syddanmark ikke længere som standard bruger sådanne klausuler,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Hvad gør Region Syddanmark nu

Region Syddanmark har oplyst, at den ikke mener at have håndhævet og heller ikke fremover agter at håndhæve tavshedsklausuler i allerede indgåede fratrædelsesaftaler. På den baggrund gør ombudsmanden ikke mere vedrørende regionens anvendelse af tavshedsklausulerne.

Regionen har også oplyst, at det vil kræve betydelige ressourcer at finde de personalesager frem, som indeholder en tavshedsklausul, og orientere de berørte medarbejdere om, at klausulen ikke vil blive håndhævet.

Ombudsmanden har derfor henstillet, at Region Syddanmark i stedet offentligt – f.eks. ved opslag på regionens hjemmeside eller gennem medierne – informerer om, at regionen ikke vil håndhæve tavshedsklausulerne, så (tidligere) medarbejdere har mulighed for at vide, at de ikke er bundet af en eventuel tavshedsklausul.

Læs ombudsmandens udtalelse.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

Områdechef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Tavshedspligt

Efter forvaltningslovens § 27 har offentligt ansatte tavshedspligt med hensyn til en række oplysninger, herunder:

  • Oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold.
  • Oplysninger, som det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige hensyn til bl.a. det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, og private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i forvaltningslovens § 27.

Det er ombudsmandens opfattelse, at en offentlig myndighed ikke på den standardiserede, generelle måde, som det var sket i regionen, kan indgå aftaler om tavshedsklausuler. Ombudsmanden mener, at en sådan aftale skal være konkret begrundet i vægtige saglige interesser i den enkelte sag. Aftalen vil skulle være forenelig med reglerne om aktindsigt efter bl.a. offentlighedsloven, ligesom forholdet til reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed vil skulle inddrages i vurderingen af aftalens saglighed og proportionalitet.