Nyborg Kommunes hovedudvalg reviderer nu sin tidligere udmelding til medarbejderne og slår fast, at alle ansatte har ret til at udtale sig inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed.
Ombudsmanden gik af egen drift ind i sagen, da kommunens hovedudvalg i starten af september skrev til medarbejderne, at de burde gå til nærmeste leder, tillidsmænd eller HR med kritik i stedet for at gå anonymt til pressen.
”Det er vigtigt, at kommunens medarbejdere ikke er i tvivl om, de har ret til at udtale sig til pressen, og at der ikke kan stilles krav om, at en kritik kun rejses internt. Jeg er derfor glad for, at kommunen nu melder ud, at ytringsfriheden naturligvis gælder for alle medarbejdere,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Hovedudvalg beklager
Sagen startede med, at kommunens hovedudvalg den 9. september 2022 udsendte en fællesmail til alle ansatte. I mailen blev de ansatte opfordret til at benytte sig ”af de sædvanlige kanaler, som nærmeste leder, tillidsmandssystemet eller HR og Personale, i stedet for at gå anonymt til pressen (…).”
Udmeldingen kom på baggrund af en række artikler i de lokale medier om arbejdskulturen i Nyborg Kommune baseret på anonyme henvendelser.
I sin nye udmelding beklager kommunens hovedudvalg, hvis mailen fra den 9. september 2022 skabte tvivl om de kommunalt ansattes ytringsfrihed.
Folketingets Ombudsmand foretager sig på den baggrund ikke mere i sagen.
Læs ombudsmandens brev til Nyborg Kommune.
Yderligere oplysninger:
Områdechef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Det fremgår af pkt. 7 i vejledning nr. 10062 af 28. oktober 2016 om offentligt ansattes ytringsfrihed, at en offentligt ansat har ret til at fremføre en eventuel kritik offentligt uden først at rejse kritikken internt på arbejdspladsen over for f. eks. ledelsen eller en tillidsrepræsentant.