Miljø- og Fødevareklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid i klagesager om aktindsigtsanmodninger må anses for uforenelige med forudsætningerne i de bagvedliggende love.
Det konkluderer Folketingets Ombudsmand efter en gennemgang af nævnets sagsbehandlingstid i klagesager for 2021 om aktindsigt efter offentlighedsloven og miljøoplysningsloven.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i klagesager afgjort efter miljøoplysningsloven – som nævnet har flest af – er ligesom i 2020 lidt over 100 arbejdsdage i 2021 (cirka 101 arbejdsdage i 2020 og cirka 109 arbejdsdage i 2021).
Nævnets sagsbehandlingstid i klagesager afgjort efter offentlighedsloven er steget fra cirka 102 arbejdsdage i 2020 til cirka 240 arbejdsdage i 2021. Her er der dog kun tale om 3 klagesager.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har forklaret, at en del af stigningen skyldes, at nævnet har afsluttet nogle meget langtrukne klagesager vedrørende afgørelser fra et forsyningsselskab, som ikke ønskede at medvirke til at få sagerne oplyst.
Ombudsmanden har tidligere sat fokus på Miljø- og Fødevareklagenævnets udfordringer med at behandle klagesager vedrørende aktindsigt hos visse forsyningsselskaber, og der er i dag fastsat en særlig procedure mellem nævnet og relevante ministerier om håndteringen heraf.
”Princippet om offentlighed i forvaltningen bygger på den forudsætning, at også klagesager om aktindsigt skal behandles hurtigt. Lange sagsbehandlingstider svækker bl.a. journalisters mulighed for at få adgang til relevant og aktuelt nyhedsmateriale. Derfor er det meget beklageligt, at Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsbehandlingstider på dette område har været alt for lange,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Miljø- og Fødevareklagenævnets verserende aktindsigtssager havde ved årsskiftet 2021/22 en foreløbig gennemsnitlig sagsbehandlingstid på cirka 100 arbejdsdage. En del af disse sager vil dermed også få en samlet sagsbehandlingstid, der er længere, end offentlighedsloven og miljøoplysningsloven forudsætter.
Ombudsmanden konstaterer, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2022 vil have fokus på området og tilføre flere ressourcer til behandlingen af klagesagerne. Ombudsmanden har bedt om i starten af 2023 at få en opfølgende status på, hvordan det går med nævnets bestræbelser på at nedbringe sagsbehandlingstiden i de aktindsigtssager, hvor nævnet er klageinstans.
Læs ombudsmandens udtalelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet her.
Læs nyhed om aktindsigt og forsyningsselskaber her.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91
Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Kort om sagsforløbet hos ombudsmanden
I juni 2021 konstaterede ombudsmanden, at sagsbehandlingstiderne i nævnets førsteinstanssager lå på et stabilt niveau. Ombudsmanden foretog sig derfor ikke mere i forhold til førsteinstanssagerne, men bad om en ny status vedrørende sagsbehandlingstiden i nævnets klagesager for 2021.
Ombudsmanden har nu bedt om at modtage en ny status for nævnets sagsbehandlingstider i klagesagerne for 2022 inden udgangen af februar 2023.
Retsgrundlag
I offentlighedsloven er der fastsat følgende om sagsbehandlingstiden i klagesager om aktindsigt: ”Klageinstansen skal inden 20 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage over en afgørelse om aktindsigt have færdigbehandlet klagen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet ikke er muligt.”
Efter miljøoplysningsloven gælder der i førsteinstanssager om aktindsigt en ubetinget sagsbehandlingsfrist på 2 måneder fra modtagelsen. Loven indeholder ikke en udtrykkelig frist for behandlingen af klagesager om aktindsigt. Sagsbehandlingsfristen på 2 måneder i førsteinstanssager må dog efter ombudsmandens opfattelse indgå i vurderingen af en myndigheds sagsbehandlingstid også i klagesager, ligesom det må indgå, at forarbejderne til den nye offentlighedslov – og de grundlæggende hensyn bag selve offentlighedsordningen – forudsætter, at bl.a. klagesager om aktindsigt behandles med en vis hurtighed.