Ombudsmanden undersøger Gældsstyrelsens behandling af sager om frivillig betaling af gæld

28-11-2022

Folketingets Ombudsmand har besluttet at indlede en undersøgelse af Gældsstyrelsens behandling af sager, hvor borgere frivilligt indbetaler på deres gæld til det offentlige.

Ombudsmanden har fået flere klager fra borgere, ligesom der også har været artikler i medierne om borgere, der ikke har kunnet betale deres gæld til det offentlige, selv om de har forsøgt. Ifølge mediedækningen har det haft konsekvenser for de pågældende borgere at stå registreret som skyldnere i det offentlige system. De har efter det oplyste blandt andet haft besvær med at få udbetalt overskydende skat eller blive godkendt til boliglån.

På den baggrund har ombudsmanden sendt et høringsbrev til Gældsstyrelsen, hvor han blandt andet beder om svar på, hvor lang tid det tager styrelsen at behandle de sager, hvor borgerne frivilligt forsøger at afvikle deres gæld.

Ombudsmanden spørger også, om de sager, hvor borgerne foretager frivillige indbetalinger, udskilles til særlig behandling og eventuelt fremmes hos Gældsstyrelsen. Han vil desuden gerne vide, hvor mange fordringer ud af den samlede mængde af gældsposter, der er foretaget frivillige indbetalinger på.

Derudover beder ombudsmanden Gældsstyrelsen om at redegøre for styrelsens vejledning over for borgerne om, hvilke muligheder de har for at kunne dokumentere, at de har forsøgt at afvikle deres gæld til det offentlige.

Ombudsmandens undersøgelse af Gældsstyrelsen er en egen drift-undersøgelse. Det vil sige, at ombudsmanden iværksætter den på eget initiativ i overensstemmelse med ombudsmandsloven, der giver ham mulighed for at gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.

Læs ombudsmandens brev til Gældsstyrelsen.

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 4247 5091