I en udtalelse kritiserer Folketingets Ombudsmand forløbet af en række ansættelser i Overborgmesterens Sekretariat i Københavns Kommune. Der er tale om 4 ansættelser som fandt sted i forbindelse med Frank Jensens tiltrædelse som ny overborgmester den 1. januar 2010.
Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen besluttede at undersøge sagen efter at der i pressen bl.a. havde været stillet spørgsmålstegn ved ansættelserne fordi de nyansatte havde haft tilknytning til Frank Jensens valgkampagne op til kommunalvalget eller havde tilknytning til hans politiske parti.
”Det ligger fast at en offentlig myndighed er forpligtet til at ansætte den ansøger der samlet set er bedst kvalificeret. Når det skal afgøres hvem der er bedst kvalificeret, må myndigheden kun lægge vægt på saglige hensyn. Det er ikke sagligt at lægge vægt på hvilket politisk parti en ansøger støtter, og det var baggrunden for at jeg besluttede at undersøge sagen,” forklarer Hans Gammeltoft-Hansen.
Efter sin gennemgang af sagen udtaler ombudsmanden at han ikke kan kritisere Frank Jensens personlige rolle i forbindelse med ansættelserne. Han har således heller ikke grundlag for at udtale at Frank Jensen var inhabil. På samme måde kan ombudsmanden heller ikke konkludere at kommunen lagde vægt på ansøgernes politiske ståsted.
Derimod mener ombudsmanden at forløbet i forbindelse med ansættelsessamtalerne har været kritisabelt. For eksempel blev ansættelsessamtalerne afholdt inden udløbet af ansøgningsfristerne, og én af samtalerne var telefonisk. Der blev kun holdt samtaler med de 4 ansøgere som senere blev ansat, og en ansøger blev tilbudt stillingen som pressechef på et tidspunkt hvor ansættelsesudvalget manglede at se en ansøgning vedrørende denne stilling.
”Der har i pressen været rejst mistanke om at det på forhånd reelt var afgjort hvem der skulle ansættes i de 4 ledige stillinger. Jeg har ikke mulighed for at fastslå om det var tilfældet, men forløbet i forbindelse med ansættelsessamtalerne kan bestyrke mistanken. Efter min opfattelse har denne del af forløbet været meget kritisabelt,” udtaler Hans Gammeltoft-Hansen.
Også på andre punkter har ombudsmanden kritiseret forløbet; bl.a. har han i forbindelse med én af stillingerne kritiseret at ingen af de ansøgere som havde en relevant uddannelse, blev indkaldt til ansættelsessamtale.
Ombudsmandens udtalelse kan læses her
Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil 40 43 45 43 eller hos kontorchef Morten Engberg på tlf. 33 13 25 12.
FAKTA:
I forbindelse med sagen har ombudsmanden kritiseret Københavns Kommune på følgende punkter:
- Kommunen har ikke offentliggjort ledige stillinger på www.jobnet.dk.
- Kommunens normale praksis for annoncering blev ikke fulgt.
- Kommunen skulle have fulgt hovedreglen om en ansøgningsfrist på mindst 14 dage.
- Det som er oplyst om forløbet omkring ansættelsessamtalerne, er egnet til at bestyrke den mistanke som har været rejst i pressen om at det allerede på forhånd var afgjort hvem der skulle tilbydes ansættelse. Ombudsmanden mener at forløbet har været meget kritisabelt, og i den forbindelse har han lagt vægt på følgende:
- alle ansættelsessamtaler blev gennemført før ansøgningsfristen udløb, og én af dem blev gennemført telefonisk
- ansættelsesudvalget mødtes ikke for at drøfte ansøgningerne og var efter det oplyste indforstået med ikke at deltage i ansættelsessamtalerne
- der blev kun afholdt ansættelsessamtaler med de 4 ansøgere som blev ansat
- det fremgår af det materiale ombudsmanden har fået, at én af ansøgerne til stillingen som pressechef blev tilbudt stillingen på et tidspunkt hvor ansættelsesudvalget manglede at se en ansøgning vedrørende stillingen.
- Kommunen ansatte en studerende som deltidskonsulent uden at gennemføre samtaler med ansøgere med relevant uddannelse.
- Der blev ikke givet korrekte begrundelser i afslagene til de ansøgere der ikke blev ansat.
- Begrundelserne for afslagene var formuleret af ansatte som manglede forudsætninger for at formulere en korrekt begrundelse. Tilsyneladende er det et generelt problem som ombudsmanden har henstillet at kommunen løser.
Ombudsmanden har derimod ikke kritiseret kommunen på disse punkter:
- Ombudsmanden kritiserer ikke at kommunen udelukkende annoncerede stillingerne elektronisk.
- Ombudsmanden kan ikke konkludere at kommunen tog hensyn til ansøgernes partipolitiske tilhørsforhold.
- Ombudsmanden kritiserer ikke de kriterier som kommunen særligt lagde vægt på i forbindelse med besættelse af stillingen som deltidskonsulent.
- Ombudsmanden kritiserer ikke overborgmester Frank Jensens personlige rolle i forbindelse med ansættelsesforløbet. Han har således heller ikke grundlag for at antage at Frank Jensen var inhabil.
Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 4000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske hospitaler. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.